Skriv en kommentar
Det kan undre en, der har set trailer og taglines for Ambulancen, at den nærmest bliver lanceret som en action-komedie, når nu Laurits Munch-Petersen spillefilmsdebuterer med et urklassisk drama af dimension. Vi tager fat i de grandiose emner i en lille film. Action-scenerne er begrænset til de første ti minutter og humoren er pletvis til stede, men det er familiedramaet mellem brødrene Tim og Frank, der er det helt centrale – og det absolut bedste i filmen.
De to får deres tilværelse sat lidt meget på spidsen, da de for at redde deres mors liv, bliver nødt til at begå et bankrøveri. Det går selvfølgelig galt, og de må stjæle en ambulance for næsen af føreren, spillet af instruktøren selv, som dermed sætter handlingen i sving. Hvad de ikke ved, er at der bag i ambulancen befinder sig en sygeplejerske og en mand, hvis liv hænger i en tynd tråd.
De to brødre må nu hver især stille sig selv store etiske opgaver. Hvis liv skal de tænke på først? Det skaber en splid som er drivkraften i resten af den glimrende historie, der er endnu mere dynamisk fordi den er fortalt i realtid. Med andre ord varer handlingen de ca 80 minutter som filmen varer uden pause og stort set kun et sted. Og det fungerer, fordi hele lærredet emmer af hemmeligheder og løgne, som man venter på bliver afklaret. Der er altså drama for alle pengene frem til en af de bedre slutninger i dansk film længe, der falder lige præcis hvor slutningen skal falde.
Der er tydeligt at Munch-Petersen har taget filmskolens penneprøver med i sin debut. Filmen er for Munch-Petersen ikke mulighedernes kunst, men begrænsningernes kunst. Sådanne paroler lyder hult i ørerne på dyrkere af Hollywoods big-budget film, men det er her kunsten adskiller sig fra industrien. Begrænsningen i Ambulancen er selvfølgelig at få en handling til at vare 80 minutter non-stop i realtid, som vi kender det fra Tom Tykwers Lola Rennt, ligesom handlingen stort set kun foregår i og omkring ambulancen, en begrænsning man også oplever i Simon Stahos Nat og dag.
Hvor det formelle i filmen er forholdsvis eksperimenterende er manuskriptet mere naturlig uden store armbevægelser, med de dialogmæssige huller der nu kan komme når det hele skal fyres af i realtid, og det er måske også den eneste svaghed filmen har. Måske har instruktøren og hans medforfatter Lars Andreas Pedersen forsømt at undersøge jargonen hos en person, der har været i fængsel i otte år. For flowets skyld har man indsat et par fjollede madscener og smilehuller, som også fungerer som sygeplejersken Julies adgang til filmen. Hun bliver ramt lige i panden af et stockholmer-syndrom, og lader sit gode hjerte flyde over, idet hun naturligvis tænker på alles bedste. Tim er vist også lidt forvirret over hendes tilstedeværelse, og man kan ”frygte” en romance. Det sker ikke. Det ender med et opgør af den store slags.
Når alle rammer er på plads hjælper det selvfølgelig også at Thomas Bo Larsen, fyrer sin bedste præstation af længe. Hans portræt af den kyniske Frank med en blakket fortid er lige i øjet. Og der kræves mere end at bare spille smart og råbe op. Thomas Bo Larsen har et blik i øjet denne gang, som er en ny dimension af hans talent og som smukt af fanget af fotografen. Modsat ham er Paw Henriksens lidt naive lillebror-figur Tim, der tænker med et alt for godt hjerte. Henriksen har stort set ikke sat en fod forkert i danske film siden han brændte igennem lærredet i Daniel Espinosas afgangsfilm Bokseren, og skal han så ikke have nogle flere hovedroller. Overfor de to brødre står så Helle Fagralid i en svær rolle, som den engleagtige sygeplejerske Julie. Det er med holde begge ben på jorden og det formår hun i høj grad uden at stockholmer-syndromet tager overhånd.
Den fremragende blanding af nyt blod og garvede ræve i dansk film kan måske være et svar til Trier/August-fronten, der åbenbart keder sig bravt over dansk film i øjeblikket. Der sker spændende ting med et vovemod fra en debuterende instruktør, der tør fortælle store historier i små scenerier uden at minimalismen og reglerne bliver for begrænsende. Så må man bare håbe at Laurits Munch-Petersen er mere på mærkerne næste gang lanceringsstrategierne på hans film går i gang – for den er skudt helt skæv.
Men hatten af for filmkunstneren Munch-Petersen, der hermed fører depechen videre for talentmassen med Boe, Kari og alle de andre – vi vil allerede glæde os til næste film. 4 stjerner
