Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Da Seth MacFarlane tilbage i 2002 måtte se i øjnene, at hans hjertebarn ”Family Guy” var blevet aflyst af de amerikanske medier, ledte han efter en ny løsning for, at komme tilbage på Tv. Da han endelig fik udarbejdet sine idéer til en ny serie, viste det sig dog, at ”Family Guy” var en enorm succes på DVD-markedet, og straks blev den sat i produktion igen. Pludselig stod MacFarlane med to serier i hånden, der begge var tegnede og begge var en satire på USA. Hvordan MacFarlane selv kan holde styr på sine karakterer, deres udvikling og de nærmest ubegrænsede universer de udspiller sig i, er mig stadig en gåde, for ”Family Guy” og ”American Dad” minder ufatteligt meget om hinanden.
Jeg skal være den første til at erkende, at jeg bestemt ikke kunne se det geniale i den første sæson af ”American Dad”. Det var da løssluppent og overgearet, men de fleste jokes faldt til jorden, og seriens referencer, satire og moraler måtte se sig slået af konkurrenterne ”South Park” og ”The Simpsons” med utallige længder. ”Family Guy” havde en vis rød tråd der næsten fik den op på siden af konkurrenterne, men ”American Dad” var en i rækken af mange fiaskoer, der bare ikke kunne følge med tiden. Derfor var sæson 2 netop en befriende oplevelse, da humoren var blevet mere stram, satiren mere skarp og historierne langt mere interessante end i den første sæson. Selvom der stadig er langt til niveauet i ”Family Guy” og endnu længere til ”South Park” og ”The Simpsons”, er den anden sæson af ”American Dad” forfriskende underholdning, der i langt de fleste episoder indeholder et godt grin eller to. Problemet med serier som disse, hvor hver episode sætter alle karakterer og enhver form for udvikling tilbage til nulpunktet, for at publikum ikke behøver at følge med i hver enkelt episode, er dog manglen på kreativitet. For hvis der ingen udvikling må være, hvor store skridt tør man så tage? ”American Dad” overrasker ikke på dette område, på nær i en enkelt episode hvor datteren Hayley når at få kræft og bekæmpe det, imens hendes forældre tager til Hollywood for at ødelægge George Clooneys hjerte. Det er en fremragende idé at lade en episode udspille sig over et år, og netop vende tilbage til nulpunktet efter dette, som en form på selvironisk satire.
Der er dog desværre tider, hvor der er langt imellem de gode episoder, og når en episode fokuserer på et venskab imellem den amerikanske far Stan og deres hus-rumvæsen Roger uden at komme nogle vegne, ved man at idéerne har været få og langt imellem. ”American Dad” er på denne måde en noget blandet fornøjelse, og man lærer hurtigt, at blot fordi det er ekstremt og langt ude (noget som serien gør meget ud af at være), er det ikke ens betydende med, at det er drønhamrende morsomt. Her kan ”American Dad” sagtens sammenlignes med film som ”Scary Movie”, ”Superhero Movie” og lignende. Heldigvis er der, som sagt, øjeblikke der hæver serien lige over vandoverfladen, og den falder aldrig fuldstændigt igennem som de førnævnte film.
”American Dad” skal naturligvis anbefales til alle der elsker ”Family Guy”. Jeg har altid været mere til ”The Simpsons” og ”South Park”, og når ”American Dad” er en serie der ligger under det niveau ”Family Guy” præsterer, er det bestemt ikke en serie jeg nogensinde komme til at holde meget af. Serien har dog sine kvaliteter, men jeg har svært ved at se, hvorfor alt fra personerne til humoren skal ligge i skyggen af ”Family Guy” i stedet for at prøve at skabe noget fuldkommen anderledes. Anden sæson er en forbedring på den noget tamme første sæson, og efter sigende skulle serien blive stødt bedre sæson efter sæson ifølge internettets utallige fans, så jeg giver da ikke op endnu.
Ekstramateriale: 4/6
Bliver en episode hurtigt for kedeligt, kan man sætte kommentarsporet til, og få en smule indblik i hvordan episoden blev skabt tilsat en masse vittigheder. Dette er bestemt underholdende, og til tider bedre end serien selv. De slettede scener går ofte over stregen, men er sjældent særligt sjove. Til sidst er der en håndfuld featurettes; en hvor de bedste scener udvælges (ikke specielt interessant, når man lige har set dem), en der fokuserer på den politiske humor (kort men nogenlunde), en der fokuserer på manuskriptarbejdet (helt fin for fans), en der fortæller hvordan man tegner Roger og en der går lidt bag om arbejdet på serien i helhed. Alt i alt en masse ekstramateriale, der for det meste holder sig interessant.
SF/Fox.
