Skriv en kommentar
Den normalt så veltrænede Christian Bale toner frem på skærmen med en imponerende ølvom og slesk hentehår. Alt er ikke som det plejer. Møjsommeligt arrangerer Bale, i rollen som små-svindleren Irving Rosenfeld, parykken så der dækkes for den skaldede frisure. Tålmodighed, en vis fingernemhed og en hel del lim skal der til.
Ind på samme hotelværelse braser en forførende Amy Adams, som spiller Irvings elskerinde og sammensvorne Sydney Prosser, iklædt en faretruende nedringet kjole. Lim kontrollerer Irvings hårpragt, mens Sydneys anstændighed må holdes i hævd af selvklæbende tape.
Endnu et velkendt ansigt følger i hælene på Adams ind på hotelværelset. Bradley Cooper har som FBI-agenten Richie DiMaso fået håret krøllet akkurat som Justin Timberlake i sine gode gamle boyband-dage. Svindlerne Irving og Sydney kan redde deres eget lovovertrædende skind, hvis de samarbejder med den unge og overambitiøse DiMaso om at lokke New Jerseys lokale politikere i en korruptionsfælde.
Meget mere af plottet skal ikke røbes her. Lang og indviklet som den er, ville det også være en noget nær umulig opgave. Små overraskende twists fordeles løbende gennem filmen, og en stor del af seerglæden ville gå tabt, om de var kendt på forhånd. For det er ikke meget mere end et snørklet plot og forførende stjernedrys, som American Hustle er gjort af.
Så skal der leges klæd-ud
Scenen er sat i 70’ernes USA, og det giver anledning til rigelige mængder sjov og ballade med trompetbukser, kulørte jakkesæt og fantasifulde frisurer. Hår og kostume-afdelingen har moret sig med at lege klæd-ud med et udvalg af nogle af Hollywoods absolut mest funklende stjerner, og det er indrømmet sjovt at se med på.
Særligt Jennifer Lawrence er veloplagt i rollen som Irvings følelsesmanipulerende og spritbelagte kone. Hun tildeles da også filmens bedste scener med stribevis af vittige og morsomme ræsonnementer, når hun gentagent må forklare sin absurde opførsel overfor en opgivende Irving. Hendes karikerede personlighed dukker relativt sparsomt op i løbet af filmen, og er derfor altid et kærkomment gensyn fremfor en langtrukken vittighed. Det er godt tænkt. Ærgerligt er det samtidig, at de mest betagende scener i den over to timer lange American Hustle, tilhører en af de mindste roller i ensemblet.
Nedton forventningerne og lad morskaben tage over
Russell beskriver selv American Hustle som en kærlighedsfilm. Tematisk kobler han den sammen med sine to foregående film The Fighter og Silver Linings Playbook. Alle tre handler om mennesker, der befinder sig et helt andet sted i livet, end de egentligt havde udset sig. Nu er missionen så at finde frem til, hvad og hvem de elsker og vil med deres liv. En opgave der bliver gået til på lidt selvforkælende manér i American Hustle. Der er ingen tvivl om, at de medvirkende har moret sig. Der hersker en gennemtrængende stemning af leg og letsindighed, hvilket i de rette scener har en charmerende og smittende effekt.
Der efterlades samtidig en vis frustration, som måske lidt ufortjent er resultat af den store opmærksomhed og succes, American Hustle har oplevet i USA. Ikke færre end 10 Oscar-nomineringer er det blevet til, heriblandt bedste film og det bibringer naturligvis særlige forventninger. Meget mere end et spraglet udstyrsstykke med veloplagte skuespillere skal man nu ikke regne med. Der er dog tilstrækkeligt med twists og overraskende interne spil mellem excentriske og velspillede personligheder til en rimelig underholdende film.
Holder man af at se stjerner give los og more sig, og ingen forventninger har til meget mere end lidt letbenet underholdning, så er American Hustle leveringsdygtig med sit overflod af parykker, kostumer og løssluppen leg.
