Skriv en kommentar
Jim, Stifler, Finch, Kevin og Michelle er tilbage på det store lærred i fortsættelsen til American Pie 1 og 2. Resten af gruppen fra de forrige film har klogeligt holdt sig langt væk, for manuskriptet til dette tredje og forhåbentlig sidste udspil fra vores American Pie-venner er rædselsfuldt.
Jim (Jason Biggs) er selvfølgelig stadig kæreste med den fløjtespillende Michelle (Allison Hannigan) , og de er nu nået til det tidspunkt, at han nu har taget sig sammen til at fri. Hun siger ja, så nu skal de to familier møde hinanden for første gang. Men det bliver ikke helt som Jim havde forestillet sig det, for vennerne har besluttet at det skal fejres, og da Stifler (Sean William Scott) til stor fortrydelse bliver indblandet, kan det jo kun galt. Og så går løjerne ellers i gang, med en katastrofal polterabend, uhæmmet sex samt pinlige og ulækre situationer. For ulækkert bliver det. Meget ulækkert. For Michelle har en meget sød og sexet lillesøster (January Jones), og hende vil Stifler gøre alt for at få fat i – og jeg mener ALT.
Med temmelig få egentlig sjove scener – det meste af filmen er decideret kedelig, ligefrem pinlig undertiden – er 3’eren ikke nogen succes. Den bliver ikke bare pinlig for de medvirkende, men også for os uskyldige publikummer, der nødtvungen må kigge med. Hvor ”American Pie 1” var en fortælling om 4 venners jagt på det modsatte køn med sjove situationer og platte vitser (på den fede måde) til følge, og 2’eren udelukkende kørte rovdrift på sex, patter og platte vittigheder, som jo kan være sjovt til tider, er ”American Pie – The Wedding” næsten blottet for humor.
Næsten kun scenerne mellem Jim og hans far lever stadig op til forgængerne. One-linerne falder sikkert med millimeter præcision fra Eugene Levy. Her bliver der også spillet på en mere underfundig humor. Som når Jim spørger sin far til råds om brylluppet, om kønshår og alt det der.
I kontrast til når Stifler, The Stifmeister, går i aktion. Denne karakter var en af de sjoveste i de forrige film, men denne gang er hans person og hans imbecile indfald helt ude på overdrevet. Hans mandschauvinistiske og brovtende person er simpelthen blevet gjort så grov, for at han selvfølgelig skal nå til en hvis erkendelse og anger i tredje akt, og det er selvfølgelig fint nok i al dens forudsiglighed, men da han er blevet til en hel anderledes person fra 2’erens afslutning til 3’erens begyndelse mister det lidt sin troværdighed og berettigelse. Flere af Stiflers optrin er deciderede pinlige. Som når han giver sig til at danse på en bøssepar, for at imponere en flok bøsser, som til hans forfærdelse ikke synes han er lækker. En scene som er fuldstændig malplaceret og kikset lavet. Det lyder sjovt, men er det ikke. Det er en scene som selvfølgelig skal være pinlig for personerne i filmen (Jim, Finch og Kevin overværer dansenummeret), men vel næppe for publikum, der sidder nede i biografen.
En smule af den platte humor, som vi kender den, fungerer dog også stadig. Som for eksempel Jims frieri-scene i filmens prolog. Der er flere ideer der lyder sjove på papiret som for eksempel Jims afklipning af kønshår med følgende nærkontakt med bryllupskagen og Stiflers spisning af hundelorte, men det er simpelthen realiseret så elendigt at de kun bliver moderat sjove.
Som du måske nok kan høre er historien tynd, meget tynd. Tyndere end i forgængerne (hvis det da overhovedet kunne lade sig gøre). Og så må de sjove replikker og situationer jo så træde til, men dette har instruktør Jesse Dylan og forfatterne altså bestemt ikke magtet. De får da heller ikke hjælp fra skuespillerne. Der bliver spillet lettere karikeret, som om alle er hoppet ud af deres roller og i stedet blevet en parodi på dem selv. Specielt Michelles forældre og Stifler bliver spillet i nærmest manieret stil, der bestemt ikke er kønt.
Som erstatning for den næsten fraværende humor, har man i stedet forsøgt at banke lidt kærlighed og dybtfølte følelser ind i historien, hvilket slet ikke er faldet heldigt ud. Hverken plottet, dialogen og skuespillet er gearet til sådan en drejning. Som vel egentlig heller ikke er ønsket fra os publikum.
Det er derfor heller ikke sært at flere, blandt andre Chris Klein, Tara Reid, Natasha Lyonne og Mena Suvari, fra de foregående film har valgt at takke nej til tilbudet om at få endnu et stykke ”American Pie”. Desuden er Thomas Ian Nicholas og Eddie Kaye Thomas’ roller Kevin og Finch skåret kraftigt ned. Ærgerligt, da samspillet mellem de fem drenge var noget af det mest underholdende og mindeværdige i forgængerne, specielt i 1’eren.
For en gang skyld er 3’eren dårligere 2’eren (som dog heller ikke ligefrem var en komisk genistreg). ”American Pie – The Wedding” er en ynkelig efterfølger, man gør bedst i at styre langt udenom i billetkøen. Hvis ikke for dit eget helbreds skyld, så i det mindste for de mange andre film (læs: ”Spun” – hvis du da ikke allerede har set den de 100 gange den fortjener), der bare skriger efter at blive set.
