Skriv en kommentar
En gruppe amerikanske soldater bevæger sig frem gennem gaderne i en mellemøstlig by. De kigger sig omkring mens de bevæger sig roligt ned af gaden. Over dem, på et hustag, ligger Chris Kyle som snigskytte og holder øje med alt omkring dem. Der sidder en enkelt soldat ved siden af ham og småsnakker til ham, men for det meste ignorerer Kyle ham og koncentrerer sig om situationen gennem sit kikkertsigte. Pludseligt træder en kvinde og en ung dreng ud af en dør. De ser nervøse ud og Kyle holder øje med dem. Kvinden stopper op, giver en granat til drengen og denne begynder langsomt at gå mod soldaterne.
Sådan starter man en film om rodet i mellemøsten og byrden af at være soldat. Det er på ingen måde klart hvad knægten har tænkt sig at gøre med granaten, skal den afleveres til soldaterne, eller er det et forsøg på at angribe? Og så skal det påpeges at Clint Eastwood laver et mesterligt klip lige som vi ser Kyle ligge fingeren på aftrækkeren med sigtet på drengen. Vi hører et skud og ser straks en hjort blive skudt i en skov. En purung Chris Kyle er ude og jage med sin far.
Herfra fortsætter filmen en traditionel, og desværre lidt forudsigelig rute. Vi oplever lidt af Chris Kyles barndom, hans ungdom og så til hans træning til at blive en SEAL. Det er alt sammen fint strikket sammen og vi lærer hvorfor han er det menneske, han er og hvad der får ham til at ville være soldat og hvordan han møder sin kommende kone. Men desværre er det alt sammen hvad vi forventer. Det er aldrig rigtigt overraskende.
Der går ikke specielt længe, så bliver Kyle udsendt og vi er tilbage hvor prologen startede. Og ligesom da vi var her tidligere er alle scenerne, når Kyle er udsendt, rigtigt gode. Der er fede scener med skududvekslinger, pludselige overfald og en masse fine dialogscener mellem Kyle og andre soldater. Desværre er det afbrudt af forudsigelige diskussioner med hans kone, når han kommer hjem imellem sine udsendelser. Ideen om dramaet er godt, men dramaet i sig selv er forudsigeligt og kedeligt at overvære.
Det samme gælder klimaks i filmen. Der er en “ond” syrisk snigskytte, som plager Kyle og de andre soldater, og han skal naturligvis aflives. Lang historie kort så bliver det sat op, og Kyle får ramt på sit mål, og der er action og sandstorm og….det er lidt det...
Det hele virker lidt rodet og lidt uoverskueligt, og mildest talt en smule antiklimatisk. Og jeg er sikker på at det antiklimatiske er bevidst, når alt kommer til alt, er der jo ikke rigtigt en ende i sigte på den amerikanske tilstedeværelse i mellemøsten, men det er stadig ikke effektivt som filmkunst. Da slet ikke, når det eneste vi ser Kyle komme tilbage til er som funktionel familiefar. Jo, herregud, det tager ham da 5 minutters snak med en psykolog før han ikke længere er helt mentalt smadret, men på filmen virker det sgu som om det er lidt for nemt at fikse ham.
Der er ingen tvivl om at filmen er heltetilbedelse. Og som Chris Kyle bliver præsenteret i filmen er der heller ingen tvivl om at det er fortjent. Men som filmisk narrativ er det bare ikke nok til at gøre filmen fantastisk. En film som Hurt Locker (2008) behandler moderne soldaters psyke mere spændene og Zero Dark Thirty (2012) giver et mere fascinerende indblik i krigen som en helhed og individdets ihærdighed for at påvirke den større helhed. Med andre ord føler jeg at Kathryn Bigelow har en bedre forståelse for emnet end det Clint Eastwood præsenterer her.
American Sniper er teknisk gennemført, og har som sagt øjeblikkes geniale indskud, men ikke nok til at gøre det op for middelmådigheden der ellers præger den. Scenerne i mellemøsten er fantastiske, desværre med undtagelse af klimaks, og scenerne hjemme føles flade og forudsigelige i forhold til. Chris Kyle er nem at forstå, men ikke spændene at være sammen med.
