Skriv en kommentar
Forlægget til Amour fou er baseret på romantikkens betydningsfulde tyske dramatiker, digter og forfatter Heinrich Von Kleist og hans kærlighedserklæring til forfatterinden Henriette Vogel.
Filmen er skudt på ’locations’ i Østrig, Tyskland og Luxembourg. I åbningsscenen befinder vi os i Romantikkens Berlin. Paradoksalt er Henriette Vogel (Birte Schnöink) ved at sætte friske blomster i en vase med en sirlighed og langsomhed, som gør scenen til et stilleben. Langsomheden og stilheden sætter fra begyndelsen kammerspillets tempo. Kameraets dvælende indstillinger på personer og genstande, hvor ord og underlægningsmusik er udeladt, skaber en dyb stilhed. Tillige er der indlagte, kunstige pauser mellem replikkerne, som bliver fremført med en præcision, den rette gestik og overdreven tydelig artikuleren.
Død og kærlighed
Kammerspillet har to omdrejningspunkter. Det ene handler om, at godsejerne skal til at betale skatter. Det andet er digteren Heinrichs (Christian Friedel) længsel efter døden. For først i døden er han sikker på at opnå kærlighed. Det kræver, at en kvinde vil følge med ham i døden. Han erklærer sin ’amour fou’ til sin kusine, som afviser ham, da hun skal giftes med en fransk mand. Heinrich tigger og bønfalder sin kusine, om at opfylde sit ønske og tage imod hans kærlighedserklæring. Det gør hun ikke. Han beslutter at gå videre med sin kærlighedserklæring til Henriette, som har fået diagnoseret en uhelbredelig sygdom. Lægerne kan ikke finde ud af, hvad hun fejler. Hun ved blot, at hun er syg og ikke har længe igen ifølge lægerne.
Formen i Amour fou er gennemført og indholdet dæmpet. Kærligheden og weltschmerz er den røde ledetråd filmen igennem. Desværre bliver det politiske spil og oprørske tanker ikke udfoldet, men blot berørt.
