Skriv en kommentar
Instruktøren David O. Russell er kendt for at lave gode film med store stjerner.
Vi har tidligere set ham få stor succes med filmene American Hustle, Silver Linings Playbook, Joy og The Fighter. Alle film med store stjerner og skuespillere han bruger igen og igen.
Selveste Robert De Niro er nærmest fast inventar i filmene og alene pga. det, forventer man en vis kvalitet i det man sætter sig ned for at se fra Russell.
Forventningerne var derfor ikke anderledes for storfilmen Amsterdam, der finder sted i 1930ernes New York.
1933 for at være helt præcis.
Vi følger krigsveteranen Burt Berendsen spillet af Christian Bale, der ikke er en helt almindelig average Joe.
Med et glasøje og alternative behandlingsmetoder, er han læge for gamle soldater med krigsskader og andre folk der lider af kropslige skavanker. Burt er en sær type, der laver eksperimentel medicin, og har giftet sig ind i en rig familie.
Da han bliver kontaktet af hans gamle krigsveteran ven, nu advokat, Harold Woodman, spillet af John David Washington, kan han ikke lade være med at mødes med ham.
Hvad han ikke ved er, at den dag vil ændre hans liv og bringe ham og dem i vanskeligheder.
Harold har fået til opgave at finde ud af, hvad der er sket med Liz Meekins (Taylor Swift) far, en gammel krigsveteran, både Burt og Harold kendte, som er blevet fundet død.
Og hvem er bedre til at obducere end en læge med alternative metoder?
Burt og Harold begiver sig ud i at finde ud af, hvad der er sket, men overværer et mord begået for næsen af dem. I en tid hvor der er kæmpe fokus på raceforskelle, tager det ikke lang tid før alle, omkring den dræbte, kun kan se 2 skyldige, nemlig den halv jødiske læge og den sorte advokat.
De to herrer har nu et mål, det er at bevise deres uskyld, ved at teame sig op med en gammel kending fra fortiden, nemlig den skønne, men usædvanlige sygeplejerske Valerie Voze, spillet af Margot Robbie.
Vi skruer tiden tilbage til 1918 og overværer hvordan de tre mødte hinanden, levede deres bedste dage, morede sig, forelskede sig, indgik en pagt og havde Amsterdam som fællesnævner for en uforglemmelig tid.
Men som alt andet i livet, så havde den tid også en ende, og gjorde at de blev adskilt, lige indtil 1933 hvor lykken ikke ligefrem tilsmiler hovedpersonerne
.
For at summe det op, så har vi en halv jødisk, énøjet, krumbøjet, eksperimentel medicin dyrkende læge.
En sort advokat i starten af 1900-tallet, og en sygeplejerske der ikke helt er til at regne med.
Det team er en karikatur i sig selv og har ikke helt gode odds for at blive frikendte.
Snart begynder vores helte at føle sig pressede og tager fat i gamle netværk, da det viser sig, at krigsveteranens død og mordet hænger sammen med noget der stikker dybere end, hvad de er vant til.
De bliver rodet ud i forskellige situationer med sterilitets klinikker, spioner, politiske agendaer, diktatur og selvfølgelig også den evige kamp om at overtage verden.
Men vores antihelte får et klart mål, de skal med netværket, ledet af en håndfuld kendte skuespillernavne, sørge for at afsløre hvem og hvad det er der er sket, til den årlige veterangalla.
Mere skal ikke afsløres her, men vi kommer ud i nogle absurde situationer, der både får én til at tænke, grine, smile, men også blive ret ærgerlig.
Jeg bruger netop ordet ærgerlig pga. filmens potentiale, der med de skuespillere ikke bliver fuldt udnyttet.
Jeg små-kedede mig hen mod midten af filmen, fordi det bare ikke var spændende nok.
Der var et problem med filmens pace, og historien ville så mange ting på én gang, at det endte med at blive forvirrende og mistede seeren. Komikken som skulle være det bærende i filmen, virkede til tider ikke helt som den skulle. Scenografien er der ikke en finger at sætte på, man er ikke i tvivl om at man er i 1918 og 1933’ernes New York.
Christian Bale og Margot Robbie gør det som sædvanligt rigtig godt i deres roller, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke helt synes John David Washington er så god en skuespiller, som resten af Hollywood gør. Det er selvfølgelig ret fedt at se den ene gode skuespiller, efter den anden dukke op på skærmen, men det er ikke nok.
I bund og grund er det ikke en dårlig film, men en film der sagtens kunne have været meget bedre.
Derfor ender jeg på 3 stjerner ud af 6.
Som afslutning vil jeg bruge to nøgleord som går igen i filmens replikker.
Det er ordene ”behov” og ”valg”.
Har man behov for at se filmen eller vælger man at se filmen?
Efter min mening er det ikke et behov,
men hvis man vælger at se den, er det også helt OK.
