Skriv en kommentar
Du får overdrevne farver af Technicolor, der minder dig om musicalens store illusion, du får skøn step og tandpastasmil af Gene Kelly, du får skønsang og slapstick, du får en sand charmetrold i den 19-årige debutant Leslie Caron, men du får også en helt igennem tåbelig afslutning på en ellers fin Hollywoodmusical.
Selvom den gyseligt lange dansescene har været storslået, hvad angår kostumer og kulisser i 1951, hvor filmen havde premiere, så kan den hverken da eller nu løbe fra at være malplaceret og uinspireret. Dansescenen på knap tyve minutter finder oven i købet sted, ligesom publikum forventer et klimaks, og dermed giver den et af filmhistoriens mægtigste antiklimakser. Det antiklimaks bliver dog også hjulpet godt på vej af løsningen på filmens knude - det store trekantsdrama. For lige før denne søvndyssende scene udsættes seeren for den evigt afskyelige person-hører-samtale-han-ikke-skulle-have-hørt-scene.
Musicals skal ikke have raffinerede plots med stram komposition, men slutningen på ’An American in Paris’ passerer sikkert grænsen for filmisk løsagtighed. Derfor overrasker det også, at filmen ved uddelingen i 1951 modtog hele seks Oscars, heriblandt for bedste manuskript og bedste film.
Filmens første halvanden time er dog upåklagelig underholdning. Hovedpersonen Jerry Mulligan (Gene Kelly) forsøger at tjene til dagen og vejen som kunstmaler i Paris. Det projekt fungerer ikke videre godt, og han har ikke meget opmuntring at hente hos sin ven Adam Cook (Oscar Levant), der lever som fattig og uforløst koncertpianist. En af Cooks gamle venner Henri Baurel (Georges Guétary) har til gengæld vind i sejlene som Frankrigs største sangstjerne og som kæreste til den smukke Lise (Leslie Caron). Hende får Jerry Mulligan også øje på, men hun har jo kæreste, og Jerry skal også passe sin pludselige velgører Milo Roberts (Nina Foch), der finansierer Jerrys kunst, fordi hun har et særdeles godt øje til den charmerende kunstmaler. Så de elektriske gnidninger sitrer i luften, selvom de, som altid i musicals, skildres glat og overfladisk.
Men hvem behøver dybde med George Gershwin som nodeskribent på filmens sange, der topper med duetten ’S Wonderful’ mellem Mulligan og Baurel? Her erklærer de uvidende kærligheden til den samme kvinde – nemlig Lise. Sangkvaliteten når aldrig op i de højeste atmosfærer som i ’Singin’ In the Rain’, der kom året efter, men den fine vekslen mellem fedtede ballader og jazzy feel good-sange får lydsporet til at glide upåklageligt. Altså lige indtil pladen går i hak de sidste 20 minutter …
Ekstramateriale:
Bortset fra en trailer er der intet!
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
