Skriv en kommentar
Fransk film har gennem filmhistorien været en af de absolut mest betydningsfulde og indflydelsesrige nationer. Lige fra den franske impressionisme i stumfilmsperioden, til den mørke poetiske realisme i 30'erne, den radikale franske nybølge i 60'erne og 80'ernes Cinema du Look, der i den grad ramte tidens visuelle æstetik og overflade. Selvom man godt kan stå undrede og se til hvor lidt indflydelse Frankrig som filmnation har den dag i dag i forhold til fordoms tid, prøver franskmændene selv at puste til ilden omkring enkelte instruktører. En af disse er Francois Ozon, der har fået status som enfant terrible og vidunderknægt. En af dem der kan bringe Frankrig tilbage på det filmiske verdenskort. Som jeg ser det, kan det kun være i mangel af bedre.
”Angel” er kitsch'et filmatisering af Elisabeth Taylors roman, der som bog er ment som en bidende sarkastisk kommentar til klassesamfundet i England. Den unge og arrogante købmandsdatter Angel (Romola Garai) lever i en drømmeverden, hvor hun er et misgenkendt forfattergeni. Det viser sig dog at hendes drøm går i opfyldelse, da hun fanger opmærksomheden hos London-forlæggeren Theo (Sam Niell) og pludselig bliver Angel en verdensberømt lægeromansforfatterinde. Det er uundgåeligt at kulissen brister, da 1. Verdenskrig begynder og verden pludseligt ikke føler det samme behov for virkelighedsflugt som den kære Angel...
Ozon er kendt som en instruktør der i bedste postmoderne stil genbruger genrer og velkendte filmgreb, for at give det en særlig sartirisk kulør. ”Angel” bør dermed være lige til højrebenet for Ozon, med bogen som sarkastisk og satirisk i sig selv. Dog fejler Ozon på det groveste, da det aldrig er til at finde ud af hvornår man skal trække på smilebåndet – og hvad Ozons pointe i virkeligheden er. Det er tydeligt at inspirationen denne gang er hentet fra de stort anlagte melodramaer fra Hollywoods guldalder i 30'erne, både stilmæssigt og teknisk. Farvespektraet nærmer sig Technicolor standard og skuespillet fra særligt Romola Garai er hyper teatralsk, hvilket er meget passende for filmens kitschet atmosfære. Selvom Garai slet og ret er fremragende som den prætentiøse og selvoptaget Angel, kan det på ingen måde fremhæve filmens budskab – hvis der overhovedet er noget som sådan. Til gengæld må man medgive at den kvældende sukkersøde stemnings sammenstød med realismens mere hårdfine natur, som man blandt har set i Douglas Sirks melodrama klassiker ”All That Heaven Allows”, bliver ramt perfekt i form. Dog er Ozon alt for fokuseret på at genskabe det velkendte, fremfor at skabe sit eget udtryk i en allerede etableret form. Resultatet er noget konfust og ligegyldigt, hvad der mest af alt virker som en instruktør der ikke ved hvor han vil hen. Muligvis fordi det er hans første engelsksproget film, hvilket dog aldrig kan blive en valid undskyldning at skabe en ironiserende tankestreg til melodramaet, der oven i købet fungerer dårligere end dét, ”Angel” formentlig er ment som en satire af.
Man kan kun konstaterer, at Ozon endnu ikke er klar til at begive sig ud i altomgribende europæiske produktioner, såkaldte ”europudding” produktioner hvor flere nationer støtter op økonomisk. I hvert fald ikke hvis man skal baserer vurderingen på den mislykket ”Angel”. Mest af alt virker det til at Ozon har skudt lagt over evne og han bør i stedet holde sig til små film som de relativt hæderlige ”Swimming Pool” og ”8 Kvinder”. Dog har jeg til gode at bliver overbevist om hans efter sigende geniale evner som filmskaber, hvilket ”Angel” absolut ikke udviser så meget som et gran af. Indpakningen er flot, men nøj hvor man skal grave gennem meget gavepapir for at finde ud af at der ingen gave er. Én stjerne til Romola Garai, én til filmens visuel - men bestemt ingen til Ozon.
