Under en afslappende fisketur bliver den amerikanske præsident Allan Trumbull (Morgan Freeman) udsat for et droneangreb og hans betroede medarbejder, Secret Service-agenten Mike Banning (Gerard Butler) bliver uretfærdigt anklaget og holdt i forvaring. Det tydeligt for Mike at beviserne er fabrikeret, men da præsidenten som den eneste overlevende ligger i koma, kan han ikke bevise sin uskyld.
Mike er desperat for at få sandheden frem i lyset, så han flygter og bliver dermed en jaget mand som må undslippe Secret Service, være ét skridt foran FBI og dem som lokkede ham i en fæld, for at få sit navn renset, beskytte sin familie og afsløre den sande trussel mod præsidenten.
Actionfilmen Angel Has Fallen er den tredje film i serien om den hårdtslående Mike Banning, som efter den forrige film er blevet en af præsidentens tætteste Secret Service-agenter. Tidligere har Gerard Butler fyldt skoene ud på den handlekraftige Mike Banning i Olympus Has Fallen (2013) og efterfølgeren London Has Fallen (2016).
Der er masser af action for pengene i Angel Has Fallen, som efter en rolig start for alvor trækker igennem efter attentatforsøget på den amerikanske præsident. Mike bliver jaget af alt og alle, og det giver anledning til en væld af skudvekslinger og en enkel ret fed biljagt med en lastbil mod politibiler og helikoptere.
Selve plottet er dog en kopi af flere tidligere 90’er actionfilm. Ja, selv filmens tagline ”The Hero Becomes The Fugitive” afslører dens inspiration fra Flygtningen (1993) med Harrison Ford som dr. Richard Kimble på flugt fra alt og alle i sit forsøg på at afsløre sin uskyld. På mange er plottet ikke specielt originalt og filmen ret klichéfyldt, men som enestående actionfilm leverer Angel Has Fallen en god gedigen hektisk action og underholdning.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.