Skriv en kommentar
Keira Knightley må efterhånden tilbringe det meste af sin karriere snøret ind i et korset, og det er heller ikke overraskende – men lidt skuffende – at Joe Wright igen har valgt hende til at spille en af litteraturhistoriens stærke kvinder i hans filmatisering af Leo Tolstojs mesterværk, ’’Anna Karenina’’. Som i Joe Wrights Stolthed og fordom (2005) og Soning (2007) filmatiseres en klassisk roman med billedlig rigdom, en følsom sans for historien – og med Keira Knightley i hovedrollen.
Joe Wright har selv udtalt at han elsker at instruere Knightley, fordi hun er så hårdtarbejdende - og det tror jeg på. Problemet med hende er bare, at det er tydeligt at hun arbejder på ’det der skuespil’. Jeg har endnu ikke set en film med hende, hvor hun fremstod naturlig og ubevidst om det kamera, der peger på hende. Dette er et ærgerligt problem i en ellers originalt opsat og meget velspillet film.
Anna Karenina foregår i Rusland i 1870’erne og centrerer sig om den overklasseskønhed, som giver historien sin titel. Anna har været gift i flere år med den tørre politiker, grev Karenin (Jude Law), da hun møder den unge officer og adelsmand Vronsky (Aaron Taylor-Johnson). Vronsky er smuk, charmerende og fuldstændig besat af Anna, og der skal ikke mange sensuelle kys på hånden til, før hun giver efter for en passion, hun aldrig fik i sit ægteskab. Affæren skaber en skandale, som langsomt får alvorlige konsekvenser for Anna og alle dem hun elsker. Sideløbende med Anna og Vronskys affære, fortælles også historien om den unge Kitty (Alicia Vikander) og hendes bejler, landmanden og naturelskeren Levin (Domhnall Gleeson).
Kontrasten mellem byen og naturen er central i fortællingen og bliver fremhævet af et vovet scenografisk koncept, hvor byens society-liv bogstavelig talt finder sted på en teaterscene. Joe Wright har hentet inspiration fra sine forældres dukketeater til at understrege hvordan overklassen konstant spiller skuespil overfor hinanden - selv i de mest intime situationer. Der er komplekse long-shots med sceneskift, hvor skuespillerne kommer ind som urværk, og kostumer og scenografi er ligeså smukt, som det er kunstigt. Der ligger tydeligvis enormt håndværk bag, og man må løfte på hatten for Joe Wrights evner som instruktør. Teatrets klaustrofobiske maskineri bliver betagende tydeligt, da man første gang tager med Levin ud i de åbne vidder af det sneklædte Rusland. På de langstrakte marker kan man som publikum ånde lettet op sammen med karaktererne i et sted, hvor den menneskelige natur får plads til udfoldelse.
Blandt skuespillerne er der nogle talentfulde nykommere, især den unge Aaron Taylor-Johnson, som spillede John Lennon i Nowhere Boy (2010). Som den forførende Vronsky har han den helt rigtige kombination af ungdommelig overmod og ærlig lidenskab – og ja, han er virkelig smuk at kigge på. Alicia Vikander fra Den Kongelige Affære (2012) er fuldstændig overbevisende som en naiv og skrøbelig 18-årig pige, og Domhnall Gleeson er intens og sympatisk som romantisk landmand. Keira Knightley arbejder hårdt som altid, men bruger sjældent flere virkemidler end suk og tårefyldte øjne til at formidle de store følelser, og derfor bliver filmens centrale emotionelle figur, og derved filmen som helhed, desværre aldrig rigtig rørende.
