Skriv en kommentar
I like your dolls...
Disse ord sætter gang i denne films handling, som omhandler det overnaturlige i en så uhyggelig grad, at man kategorisk ville nægte at tro på der kunne være en grad af sandhed i det. Ikke desto mindre er denne film let inspireret af virkelige begivenheder.
Ægteparret John og Mia Form er i gang med at opbygge deres liv sammen. Hun er gravid. Han er netop ved at få sin lægeuddannelse. Alt virker idyllisk indtil John forærer Mia dukken Annabelle til hendes samling af sjældne vintage-dukker. Herfra er der intet der længere er idyllisk for parret. Et blodigt angreb fra en satanisk kult efterlader andet end traumer hos John, Mia og deres nyfødte barn. En gruopvækkende dæmon har taget bo i Annabelle, og den er ikke sådan til at slippe af med igen...
Annabelle er en spin-off film til den store biografsucces The Conjuring (2013) og den ser på nuværende tidspunkt ikke ud til at leve op til sin forgænger i forhold til popularitet.
Ikke desto mindre er Annabelle et vellykket forsøg på at skabe en anderledes overnaturlig gyser, på trods af filmens mange horror klicheefterligninger.
Og grunden hertil kan ligge i det faktum at filmen bygger på en sand oplevelse. Selvom det kun er de første tre minutter af filmen som har en grad af denne sandhed i sig.
Men alle elsker uhyggelige historier. Især hvis de kommer fra det virkelige liv. Dukken Annabelle findes i virkeligheden. Hun er endnu en sag som ægteparret Ed og Lorraine Warren undersøgte tilbage i 1970'erne. Og som fortsætter med at forundre og skræmme folk den dag i dag.
Det er denne"kærlighed" til myten om den virkelige dukke Annabelle, som man kan mærke filmholdet, herunder især producer James Wan, har følt gennem indspillingen af filmen. Og det er det der skinner igennem og trækker Annabelle op fra det mere middelmådig horrorgys.
Om skuespillet kan der hverken siges mere eller mindre end at det er hvad man forventer for en gyserfilm af denne slags.
Dog skal nævnes Annabelle Wallis (tv-serien The Tudors) som med sin nærmest Michelle Pfeiffer lighed stråler igennem som den hjemsøgte husmor. Hun formår at give seeren et realistisk indblik i den uhygge som langsomt samler sig omkring hende.
Ward Horton (The Wolf of Wall Street, 2013) rammer også perfekt med sine træk som den mere rationel tænkende læge, som dog trofast står ved sin kones side.
Filmen får noget søgt over sig hen mod slutningen, men til dens forsvar kan man spørge seeren om det egentligt er muligt at legemliggøre den rene ondskab?
Den byder på oprigtige og særdeles intense måder at skræmme sit publikum på, såsom en elevatortur fra helvede og en symaskine med tvivlsomme hensigter.
Annabelle er en film, som vil være perfekt at tage de større børn ind og se i efterårsferien. Men sørg for at tjekke eventuelle dukker og bamser inden I forlader hjemmet. Efter at have set denne film er jeg personligt selv glad for at mine gamle kludedukker ligger godt gemt af vejen hjemme i mine forældres kælder.
Som en lille afslutningsbonus til historiekendere, er det muligt at få et glimt af den virkelige Annabelle dukke i filmens sidste sekunder.
Og mon ikke denne film vil kunne tiltrække nye gæster til museet i Connecticut, hvor Annabelle i dette øjeblik hviler sig bag en sikret glasboks.
Forhåbentligt...
