Skriv en kommentar
Ensomhedens epoke
Tom og Gerri (ja, ligheden med tegnefilmens Tom og Jerry er slående og måske ikke helt tilfældig) er et lykkeligt gift ægtepar. Tom graver ned i jorden som ingeniør, mens Gerri graver ned i folks sjæle som psykolog. Der er ikke meget ”katten løber efter musen” dynamik i deres forhold, som til gengæld er ligeså harmonisk og meningsfuld som en andengradsligning. Ikke alting er luttert kosmos dog, for det idylliske par er omgivet af kaotiske venner, som er håbløst ude af trit med tilværelsen; ensomme, grænsende op til det patetiske og ulykkelige, med hang til glemsel i promilleholdige drikkevarer.
Mary er én af disse forsømte eksistenser – single og søgende, men uden udsigt til noget realistisk kærestepotentiale. Hun er en påfaldende kontrast til Gerris afmålte, stabile væsen og ligeså udramatiske fremtoning. Ken er et andet tårevædende eksemplar på et moderne, afsondret menneskeliv, fanget i fortidens dis og fortabt i nutidens tågede cigaretrøg. Tom og Gerri er altså modsat deres navnefæller i animationsverdenen og deres venner i virkeligheden et uforanderligt aftryk, rolige og samstemmende og måske netop derfor magneter for mindre fredelige personligheder. Årstiderne skifter, men Tom og Gerri trodser tidens hegemoni og forbliver intakte, konstante, fredfyldte. Vennerne synes derimod ikke at kunne undslippe deres langsomme, men uvægerlige nedgang og forfalder i takt med tiden. Another Year viser livet fra dets mindre barmhjertige side, dog med ankeret fastgjort i Tom og Gerris proportionerede tilværelse. Er de den sjældne undtagelse eller den ignorerede regel?
Elsk det nu, det satans liv
Mike Leigh, der både står for filmens manuskript og instruktion, er kendt for sine virkelighedsnære og lige på portrætteringer af Englands under- og middelklasse. Tonen er oftest rå og uforbeholden, men endogså med en betragtelig dosis galgenhumor og tilforladelighed. Leighs to mest markante kendemærker er 1) socialrealistiske skildringer og 2) særegne tilgang til filmmediet – han skriver ikke hele manuskriptet fra starten, men opbygger en overordnet ramme og improviserer derefter handlingen frem sammen med skuespillerne. Han indgår i en meget tætbygget symbiose med skuespillerne og arbejder sig hermed frem til dybe og sammensatte karakterer, som fremstår faktiske og sandsynlige.
I Another Year afstår Leigh fra den socialrealistiske approach, men bibeholder karakterernes naturalistiske tilsnit – castet spiller uden undtagelse med en ganske enkeltstående dybde og ægthed, som giver filmen et næsten dokumentarisk præg. Det er i særdeleshed Lesley Manville, som spiller den fortvivlede Mary, der bør fremhæves i denne sammenhæng. Hendes præstation giver Another Year det ekstra lag af autencitet og nerve, som gør, at man under filmen ustandseligt krummer tæer, skærer tænder og bider negle – at hun ikke er blevet Oscarnomineret for sin indsats, må forblive en af denne verdens mange mysterier og uretfærdigheder. Det øvrige cast er næsten ligeså formidable - de bærer ikke deres karakterer som midlertidige påhæng, som de er blevet betalt for at spille, men fremstår, som om de vitterligt ER deres karakterer. Så aldeles overbevisende og fuldvægtige er de i deres ”roller”. Mange af skuespillerne er efterhånden gengangere i Leighs produktioner og lur mig, om ikke denne årelange familiaritet bag kameraet også forstærker følelsernes vold foran det. Skuespillernes helt enestående spillestil er dét, som tilfører filmen den så rammende og rørende livfuldhed og styrke, der bliver i dig, længe efter rulleteksterne har afsluttet forestillingen.
Always look on the bright side of life … eller
Tematisk set ruller Leigh sit obligate tæppe ud af disharmonier, ensomhed, tristhed og livets ubærlige s(v)ærhedsgrad med en så skarp præcision og indsigt, at man halvdelen af tiden kvier sig ved karakterernes pinlige optrin, bedrøvelige selvbilleder og desperate handlinger. Det er naturligvis ikke sort det hele, og Leigh balancerer denne tristesse med Tom og Gerris funktionelle, ja endog lykkelige ægteskab. Som et organisk epicenter midt i vennernes divergerende kollapser, rækker de hånden ud som et nødvendigt eksil i et ellers destruktivt verdensbillede. De har fundet kærligheden, glæden, livet, og selv om årstiderne ubarmhjertigt skifter og gør livet gammelt på ingen tid, værger de sig ikke mod denne uundgåelige udvikling og grundvilkår, men omfavner hinanden og livsbetingelserne og forbliver derfor en hyldest. En hyldest til lykken og til livet.
Leigh er eminent til at skildre livet, som det er. Der er ingen påsat violinspil, romantiske forventninger eller lumre peptalks. Livet er. Men selv om denne konstatering kan lyde hård og uinspirerende, er den snarere et vidnesbyrd om, at livet skal accepteres på dets egne præmisser, og at der i denne accept også foreligger en mulighed for forandring. At de fleste af filmens karakterer ikke magter denne opgave, er måske i virkeligheden dét, som kvalificerer filmen til en tragedie. Det er ikke livet selv, som lefler for denne etikette. Og det er i denne subtile nuancering, at Another Year udstiller livets grundlæggende uforanderlighed i foranderligheden og ikke mindst menneskernes manglende evne eller vilje til at komme det, hinanden eller sig selv ved. Det er også heri, at tragedien bliver komisk. Og vice versa.
