Skriv en kommentar
Vi kommer glidende fra starten som med en drone gennem hans hvide aktive skulpturer stående og fortællende på en grundløs jordbund fyldt med kviste – og i begge ører høres syngende småfugle, som om man går på græs på bare tæer. Ikke gribbe – og lige efter ser vi kunstelskeren Anselm Kiefer, som en lille mand cyklende rundt på sit store værksted på 40 hektar La Ribaute i Barjac i Sydfrankrig, og om hans udtryk gennem installationer i stål, bly og beton. Der er meget få medvirkende i filmen – han har nogle hjælpere, når han skal løfte de fem meter høje blybøger ind i bibliotekets reol – orden i rækkefølgen. Så følger vi arbejderne hjælpe til med de kolossale installationer, som brændes af med flammekastere og forkullede – den stråmattede overflade.
Vi får på en levende måde fortalt om hans store helte i historien, bl.a. den rumænske forfatter Paul Celan (1920-1970) med billedeksempler med hans smukke poesi, og den tyske filosof Martin Heidegger (1889-1976).
Filmen er bygget op med arkivmateriale – som Wim Wenders på smuk måde viser os gennem et gammelt tv i det store lokale. Vi får syn for Kiefer – som er født i 1945 – og derfor fødes i et helt nyt land uden fortid, som han hører om i skolen – så derfor kan han gøre, hvad han vil – og tør vise nazihilsner ved biennalen i Venedig i 1969, og vi ser de arkivfilm fra udstillingen – hvor han kan sige: Jeg har jo intet hørt om, hvad der skete under Anden Verdenskrig, så derfor kan jeg ikke skamme mig over, hvad jeg viser. Han har ved flere lejligheder udtalt, at et land uden fortid, er intet land. I 1969 tog han rundt i Europa iklædt sin fars nazi-uniform og heilede – en hilsen, der har været forbudt i Tyskland siden 1945. Måske siger han ligesom Lars Von Trier – jeg forstår nazismen, hvilket ikke er det samme som at anerkende den. Man kan sige, at Kiefer laver en protest mod at glemme – vi er igennem en fremragende kontrolleret måde at vise kunst på, når den er som et søm i skoen.
Filmen skildrer hans store idoler og tænkere, som da vi til sidst møder Østrigs store poet, Ingeborg Bachmann (1926-1973) og hendes berømte digt fra Exil, 1961 – hun som har skrevet: Es ist immer Krieg. Hier ist immer Gewalt. Hier ist immer Kampf. Es ist der ewige Krieg.
Allerede for tolv år siden fik vi Wim Wenders måde at gøre filmen mere nærværende, da han filmede balletkoreograf Pina Bausch (1940-2009), hvor han gennem 3D fik os op på tæerne – men ANSELM er meget mere gennemarbejdet med et politisk ståsted til større personligt engagement, hvor Kiefer får mulighed for at banke i Wenders hænder. Og selv har han sagt til Wim Wenders, at han ikke havde brug for at se hverken manuskript eller synopsis.
Wim Wenders får på en meget smuk måde også hans ungdom med, når Kiefer som barn går rundt i en solsikkemark med at se den gule blomsts tråde og støvdrager og hans nye verden, hvor de i bedste Van Gogh stil sættes ind i skulpturelle opblomstringer.
En fascinerende og bevægende oplevelse gennem et århundrede – nyd den i 3D. Bliv rigere.
