Skriv en kommentar
Når Marvel bringer endnu en superheltefilm, og endnu en helt ny superhelt, så er der naturligvis visse forventninger. At dømme efter de eksisterende film bliver det en farverig oplevelse med massere af flotte effekter. Men de bedste Marvel film er også dem der skiller sig ud ved at bruge specifikke genre elementer som for eksempel Captain America: The Winter Soldier (2014) der bruger 70’ernes spionfilm som model for sin superheltefortælling. Derfor er det fedt at Ant-Man vælger at bruge heist, eller kup, genren som sin skabelon.
Som i mange andre Marvel film ligges der ud med en lille prolog der viser hvordan det hele passer sammen med Marvels overordnede univers, inden vi zoomer ind på filmens hovedperson Scott Lang, spillet af Paul Rudd. Scott er en tidligere mestertyv, med et hjerte af guld, der lige er kommet ud af fængslet og nu bare vil have et normalt liv til at fungere. Naturligvis er intet så nemt så han ender med at bryde ind hos rigmanden Henry Pym og stjæle en sær dragt. Uden at afsløre for meget er dragten naturligvis Ant-Mans værktøj, og Henry Pym, spillet af Michael Douglas, prøvede faktisk at få den i hænderne på Scott. Samtidig er Pyms tidligere firma ved at udvikle en våben udgave af Ant-Man dragten og det bør naturligvis stoppes inden den ender i hænderne på de forkerte mennesker.
Filmens kup elementer mærkes både i hvordan de første to tredjedele af filmen består af forskellige elementer af forberedelse til filmen klimaks som er indbruddet efter den onde teknologi. Denne forberedelse består både i traditionelle kup elementer såvel som træning af Scott i at bruge Ant-Man dragten, og på den måde bliver heltens traditionelle træningsmontage brudt op af andre elementer. Der er også spor af Soderberghs Ocean’s Eleven (2001) i visse fortællingselementer, såvel som smukke henvisninger til ældre klassikerer som The Sting (1973). I det hele taget forstår filmen at kombinere de to genrer så begge får lov til at ånde. Superheltens rejse fra almindelig mand til noget større er der, såvel som klimaks konflikten mellem helten og skurken. Ved siden af det er humoren og legen der kommer med at planlægge et kup, såvel som et galleri af herlige biroller der alle for lov til at sprede deres vinger uden at stjæle billedet.
Fra skuespilssiden bør specielt Michael Douglas fremhæves. Han forstår at trække på sin gravitas i rollen som det aldrende geni, og får flere gange lov til at vise at han ikke er bange for at slå fra sig. Samtidig er hans forhold til både sin fremmedgjorte datter og hans “adopterede” sønner, Scott og filmens skurk Darren Cross tydeligt udtrykt på hans ansigt, selv når det ikke er udpenslet i dialogen. Efter min mening er filmens skurk dog desværre også dens svageste side. Der bliver gjort lidt for meget ud af at udpensle ham som ond, så skuespilleren Corey Stoll har aldrig meget at arbejde med.
Visuelt er filmen spektakulær. Den laver en spektakel ud af alle mulige hverdagsting ved at sætte dem i kontrast med hovedpersonens størrelse. Dette inkluderer en kæmpe rotte, et slagsmål i en kuffert såvel som filmens klimaks der foregår i en lille piges værelse. Alle disse elementer bliver flettet sammen på en meget spektakulær facon og det er en fryd at se på.
Overordnet er filmen et godt tillæg til Marvels univers. Den præsenterer en ny helt på en underholdende måde, og formår at være en velfortalt enkeltstående fortælling der dog tydeligvis har forbindelse til det større univers. I sidste ende er Ant-Man en latterfremkaldene, spektakulær undskyldning for at tage i biografen.
