Skriv en kommentar
Efter opgøret med sin ærkefjende Loppen er den unge Pelle Nørhmann i skikkelse af superhelten Antboy blevet den etablerede fredsbevarer i lillebyen Middellund. Men det er altså irriterende hele tiden at skulle jagte banditter, når man en gang imellem bare gerne vil smide helteidentiteten på porten og invitere Ida med i biffen. Småbanditter og pigeproblemer er dog langt fra det eneste, vores unge helt må bakse med i Antboy: den røde furies hævn. Som alle ved tiltrækker superhelte nemlig superskurke, og inden længe er Antboy fanget i et farligt forbrydernet med angreb fra alle sider. Og midt i det hele prøver klassens nye dreng endda at stjæle Ida for næsen af ham..
Gamle venner, nye fjender
Med banen kridtet op i første film er der overladt en masse plads til fri leg i Antboy: den røde furies hævn. Den ambitiøse opfølger bruger fornuftigt det større spillerum til at introducere nye modstandere og udvide kendskabet til de velkendte stjernespillere.
Selvom jeg var svært begejstret for Nicholas Bros fortolkning af Loppen i den første film, må jeg blankt erkende, at det udvidede forbrydernetværk klæder Antboy-sagaen fortrinligt. Med introduktionen af Den røde furie og Terror Tvillingerne trækkes fjendebilledet ned i børnehøjde og skaber større mulighed for identifikation blandt det yngre publikum. Hermed leverer filmen, de gakkede sekvenser og de glade farver til trods, en mere seriøs og vedkommende fortælling. Mens nogle kan spejle sig i den usynlige og udsatte pige, der ønsker hævn over sine plageånder, vil andre nikke genkendende til den forhadte bølletrio, som chikanerer alle i skolegården. Og selvom furien utvivlsomt leverer det mest interessante fjendebillede blandt de to, må man bestemt ikke underkende de humoristiske kvaliteter, som de klassiske tvillingetumper også byder ind med.
Nu jeg er ved det med fjendebilleder, skal jeg da lige huske at nævne min egen favorit fra filmen: Pelles personlige nemesis, den tjekkede Christian. Vi kender ham vist alle sammen: den der røvsmarte fyr, som scorer alle damerne med sit store tandpastasmil og sin hellige veganermission. Mens han minder os om, at man ikke behøver at være superskurk for at være pisseirriterende, er den økoflippede, kålchipsspisende og hipstersmarte guitarfyr også et forfriskende komisk – og ikke mindst tidssvarende – indslag i filmen.
Dødsangsten udebliver
Ligesom den første film savner den ellers så fornemme to'er det helt store dramatiske klimaks. Når jeg ser superheltefilm (selv dem rettet mod den yngre publikum) vil jeg gerne frygte for mine heltes liv. Jeg vil svede, græde, heppe og hoppe i stolen. Her vil nogen måske indvende, at det er meget at forlange af en dansk børnefilm. Og jeg gør det da også kun, fordi jeg synes, at Hasselbalch og co. er tæt på i denne omgang. Det udvidede forbrydergalleri formår utvivlsomt at skabe et mere dynamisk klimaks end etterens Loppe-opgør. Men helt farligt bliver det aldrig til ærgrelse for den dødsangsthungrende anmelder.
Kysseleg og teddybjørne
Men hvor spændingen mangler, trækker filmen en masse point ind på humorkontoen. Foruden at bringe os tættere på hovedpersonerne, hiver filmens fokus på det minespækkede grænseland mellem barndomsuskyld og teenagehelvede også en masse sjove scenarier med sig. Det er f.eks. hylende morsomt, når Pelle fanger sit pigesky sidekick Wilhelm i at lave kyssescener med sine tegneseriefigurer (eller ”dukker” som Ida kalder dem), eller når Wilhelm omvendt afslører, at Pelle stadig har en bamse ved navn Hr. Plys.
Samtidig fungerer det supergodt, når filmens billedside spiller på slægtskabet med den grafiske roman. Mens enkelte sekvenser fortælles via tegneserieillustrationer og understøtter filmens farverige visuelle univers, bidrager de små detaljer (som den lille plinglyd Øko-Christians perfekte tandpastasmil fremtryller) til at understrege filmens humoristiske klang.
Drengen under kappen
Mens humoren og effekterne giver filmen ekstra liv, er det i sidste ende de charmerende karakterer og den simple kernehistorie, der rykker Antboy: den røde furies hævn op på den femte stjerne. Som Pelle selv siger, handler det at være superhelt ikke om at have en sej dragt; det handler tværtimod om det der gemmer sig bag dragten. Bag superheltefilmen gemmer sig den universelle fortælling om skift fra barn til voksen – og det er denne fortælling, der i virkeligheden betyder noget. Hvis den ikke fungerer, falder det hele sammen som en mislykket sufflé.
Men suffléen holder sgu. Under humoren og effekterne befinder der sig en flok interessante og sympatiske karakterer, som man nyder at følge hele vejen. Med dem i front byder anden del i DKs nye superheltesaga på en varm og farverig helhedsoplevelse, der balancerer fint mellem det alvorlige og det sjove. Og selvom historien fortælles i børnehøjde, kan de gamle altså sagtens være med alligevel. Derfor lyder mit bud til det superhelteelskende folk således: brug de penge, I alligevel har lagt til side i Marvel-sparebøssen og forkæl jer selv med et godt dansk bud i stedet.
P.S. Oscar Dietz (filmens Pelle Nørhmann) er den nye dansk films nye Laus Høybye. Vildt charmerende knægt!
