Skriv en kommentar
Ikke siden Dur og Mol og Celebrity har Woody Allen trukket sig så langt tilbage i en film, som det er tilfældet i Antyhing Else. Han har overladt hovedrollen til Jason Biggs, der er kendt for sin hovedrolle i American Pie-trilogien. Biggs spiller den typiske Woody Allen-rolle, og nogle af de klassiske Allenske problemstillinger kommer til live igen. Jerry Falk har svært at slå igennem som forfatter. Han skriver morsomt materiale til stand-up-komikere, men vil egentlig hellere skrive en stor roman om hvor ligegyldig tilværelsen er. Han møder den charmerende, men vanskelige Amanda (Christina Ricci), som han øjeblikkeligt falder for. De flytter sammen og problemerne begynder. Fra at være en sexet og udadvendt pige bliver hun til en frigid hystade. Til at hjælpe sig med kærlighedens kringelkroge bruger han David Dobel (Woody Allen), en ældre forfatter, som man fornemmer har været den samme mølle igennem. Nu er kærlighed på film ganske speciel og hylende morsom. I den særlige kategori af Woody Allenske nervous comedy ala Annie Hall og Manhattan begynder kærligheden at ligne en lille krig på nerver mellem de to elskende, og denne film er bestemt ikke en undtagelse. Og det er netop Allens pointe, at det moderne mennesker besidder for mange idiosynkrasier til at kunne leve et tilfredsstillende liv med en partner. Resultatet bliver en spirende utilfredshed, som afhjælpes ved utallige besøger hos psykoanalytikeren.
Anything Else er Woody Allen, hvor han er bedst - I de nærmest kammerspilsagtige portræt af kærlighedsforholdet med en svidende satirisk tone over det hele. Han mestrer denne særlige genre, som han selv har opfundet i tidernes morgen med Annie Hall. Karaktererne er klassiske med et moderne udtryk. Jason Biggs er suveræn i rollen som Jerry Falk. Han tilhører karakteren den særlige jødiske neurose, som Allen er kendt for. Christina Ricci har vist aldrig spillet andet end skæve roller lige siden Adams Family og senest i Prozac Nation er hun også en “nutcase”. Det er forfriskende at se Woody Allens storbyromancer med så unge talenter, og det minder rigtig meget om gode gamle dage med Annie Hall, selvom der er ikke længere den samme skarphed over vittighederne. Det er hermed bevist at Woody Allen sagtens kan overlade rollerne til yngre folk, efter at han selv i en menneskealder har taget hovedrollen i sine egne film. Bare det at se New York som verdens smukkeste by i Allens optik er fantastisk, og faktisk har han benyttet sig af det særlige Anamorphic 16:9 format som han brugte i Manhattan (vel den smukkeste New York film overhovedet) og det fantastiske soundtrack af gamle jazz-standards gør heller ikke tingene værre.
Nu hvor filmen kun var i distribution i en kopi (hvilket er en katastrofe for dansk filmdistribution) er her muligheden for de der ikke synes af Palads-biografen og Woody Allen hænger sammen. Den kan nu fås på både DVD og VHS. Woody Allen elskere vil elske filmen oven på et par middelmådige værker, og nye nysgerrige seere vil få en god introduktion til Allens neurotiske univers. Men den nærmer sig alligevel aldrig helt mesterværkerne fra 1970’erne og 1980’erne, men er absolut den bedste film fra Allens værksted de sidste 5 år. 4 stjerne
Ekstra materialet på DVD’en er ret fåmælt og typisk for disse udlejningsfilm. Det består af nogle udmærkede biografier på både cast og crew og et nedskrevet interview med de forskellige implicerede i filmen. 2 stjerner.
