Skriv en kommentar
Filmen starter ud i et hotelværelse i Sydvietnam, der bliver raseret af en plørefuld og dybt berørt kaptajn Benjamin L. Willard, spillet eminent af Martin Sheen. Sheen udfører karate og slår til et spejl, hvilket resulterer i en masse blod, som han efterfølgende smører ud i sit grædende ansigt.
En sidebemærkning til dén scene er, at Martin Sheen faktisk i virkeligheden var både plørefuld og dybt ulykkelig, men fastholdt at Coppola skulle blive ved med at filme, da han vurderede, at det ville have en terapeutisk effekt at imødegå sine indre dæmoner. Et, i øvrigt, spændende element ved at gense denne film, er en viden om alle de besværligheder, der var medvirkende i produktionen. Dette inkluderer, ud over Sheens alkoholproblem, også hans pludselige hjerteanfald, som måtte holdes hemmeligt for producenterne; Marlon Brando, der ankommer overvægtig og fuldstændig uforberedt til filmsættet, uden hverken at have læst manuskriptet eller kildematerialet; dyre scenografier, som blev ødelagt af alvorligt vejr; og en længerevarende postproduktion, hvor Coppola skulle klippe over 300.000 meter film.
Nå, men tilbage til historien… Kaptajn Willard bliver hentet af to soldater, som eskorterer ham til den lokale militærbase. Her bliver han af tre højtstående officerer (Spillet af G.D. Spradlin, Jerry Zeismer og en ung Harrison Ford) beordret til en farlig mission, hvor han skal myrde den højtdekorerede oberst Walter E. Kurtz (Marlon Brando), der eftersigende er blevet sindssyg og har igangsat en brutal guerillakrig i Cambodia med lokale, der betragter ham som en gud. Kaptajn Willard begiver sig på færden fra den sydvietnamesiske kyst med en lille båd og en besætning på tre flådesoldater (herunder en 14-årig Laurence Fishburne). Resten af filmens spilletid er dedikeret til et LSD-trip af avantgarde-filmiske stiløvelser, der illustrerer Kaptajn Willards og den øvrige besætnings gradvise, men sikre moralske og sindslige forfald. Dette forstyrres sporadisk af dramaturgisk opløftende momenter; her kan f.eks. nævnes en karrieredefinerede og oscarnomineret præstation af Robert Duvall som oberstløjtnant Bill Kilgore - en surfer-fanatisk og komplet sindssyg øverstbefalende, der uden omtanke for sit eget liv, går med rank ryg gennem bombeeksplosioner og som ikonisk elsker ”the smell of napalm in the morning”; og så er der sidste halvdel af tredje akt, hvor vi får stiftet bekendtskab med Brandos mytologiske karakterisering af oberst Walter E. Kurtz – en enigmatisk og velartikuleret, men ikke desto mindre fuldkommen desillusioneret officer, der med et gedigent gudekompleks, styrer et lokalt junglesamfund i Cambodia med hård hånd. Man kan specifikt fremhæve hans ”Horror”-monolog, en af de mest legendariske taler i filmhistorien, der på oprigtig vis italesætter krigens sande rædsler.
Apocalypse Now: Final Cut er en hårrejsende filmoplevelse, der på effektiv vis formår at illustrere, både allegorisk og i den mest bogstavelige forstand, hvilken effekt krigsførelse har på mennesket og man mærker som tilskuer, hvordan det ikke kun er karaktererne i filmen, men også én selv, som bliver indhyllet i det kaos, der omgiver handlingen. Man er i sandhed fuldt fordybet i filmen fra første sekund – men desværre ikke til det sidste sekund. Narrativet var i den originale udgivelse i forvejen mildest talt dramaturgisk udfordrende; Efter en meget overbevisende første akt, der på mesterlig vis etablerer subjektiv adgang til Willards mentale splittelse gennem en gennemtrængende voice-over og opfindsomme Point-of-view nærbilleder, bevæger filmen sig over i en tranceagtig, eksistentiel meditation over krigen som abstrakt koncept. Og her taber filmen lidt momentum, da de langstrakte sekvenser ikke har en direkte forbindelse til den overordnede handling og filmen fortaber sig i prætentiøse og temps mort-tunge, tematiske ekspositioner. Navnligt den notoriske og udbredt forhadte scene ved den franske plantage, som også var tilstedeværende i den sidste restaurering af filmen fra 2001, er en tidsdræber.
Coppola skulle her have praktiseret det oldgamle forfatter-kneb ”killing your darlings”, så den overordnede historie havde været mere koncist og effektivt præsenteret.
Når det så er sagt, kan der naturligvis være en berettiget argumentation i at sige, at den valgte fremstilling præsenterer en rekreation af krigens sande ansigt, set gennem øjnene af én karakter, og at den tungsindige, hallucinerende og i kraft heraf uforståelige natur, hvorom filmen kredser, fortæller os som tilskuere, hvordan krig virkelig føles.
Apocalypse Now: Final Cut er en visceral filmoplevelse med storslået scenografi, cinematografi og skuespil og er i sandhed et mesterværk, som bør opleves af alle filmfans. På trods af et til tider udtrækkende tempo, er filmen ikke desto mindre et hovedværk i krigsfilmsgenren, der uagtet sin høje alder stadig fremstår ligeså frembrydende og effektfuld i dag som i 1979.
