Skriv en kommentar
Aris (Aris Servetalis) er en mand, der pludselig sidder på fortovskanten i en græsk by og ikke aner, hvem han er, hvor han kommer fra eller hvorfor. Han ved ikke engang, hvad han selv hedder. Hvad skal man stille op med ham? Han bliver indlagt på et hospital sammen med andre, der er ramt af den samme virus som han selv, for det er en pandemi, der er tale om, som får folk til at miste hukommelsen. Her får de tildelt et nummer i stedet for et navn, og her må man blive, indtil ens familie savner en så meget, at de finder en.
Men det sker ikke for alle, og det sker ikke for Aris. Han må derfor vælge mellem at blive på hospitalet på ubestemt tid eller lade sig indskrive i et rehabiliteringsprogram, hvor han lidt efter lidt skal skabe sig en ny identitet ved hjælp af en systematisk opbygning af minder, som fortæller ham – og andre – hvem han er.
Egentlig et rigtig interessant tankeeksperiment, som både litteratur og film har beskæftiget sig med i film som ’Groundhog Day’, ’Memento’ og ’Evigt solskin i et pletfrit sind’, for bare at nævne et par stykker, der leger med hukommelsesbegrebet. Christos Nikou går skridtet videre og forankrer historien helt i en hverdagsrealistisk verden. Hvem er man egentlig selv, hvis man ikke har sine fotos, sin instagramprofil, sine venner og familie, sin kæreste, sine præferencer og sit cv til at fortælle sig det på daglig basis? Er vi bare summen af vores minder, eller er vi også noget i kraft af en kerne, der findes inden i os selv?
Apples er optaget i 4:3 format og handlingen foregår måske i 80’erne eller 90’erne – i hvert fald i en ikke alt for fjern fortid. Alle Aris’ programmerede oplevelser skal dokumenteres med polaroid-selfies, og sådan opstår en fotobog, der kan føre Aris igennem sit program, indtil han har nået sin nye identitet.
Christos Nikou forsøger at undersøge dette tænkte scenarie gennem sin hovedperson Aris (et navn, som man ikke møder i filmen, men kun på credit-listen). Det virker dog ikke helt overbevisende. Aris synes ikke at få nogen interesser, han har tilsyneladende ikke lyst til at prøve noget af på egen hånd. Hvis han sørger over sit tabte liv, mærker vi det ikke rigtig hos den udtryksløse figur, vi har fået lov til at iagttage. Han kunne prøve at spille håndbold, læse krimier eller male i stedet for kun at spise æbler og cykle og gøre de ting, han bliver sat til. Men han følger bare slavisk programmet, som går ud på, at han løbende får nye, meget konkrete opgaver, han skal løse. Og derimellem lever han tilsyneladende ikke rigtig. Til gengæld får vi dejlige glimt af humor, sjove og tankevækkende situationer, ikke mindst da Aris skal testes for sine associationer på hospitalet, før han ’løslades’.
Alt i alt er både handlingen og figuren dog noget konstrueret, og de meget dvælende indstillinger af Aris, der tager en jakke på eller skærer et æble ud synes ikke rigtig at have noget formål. Vi ved godt, at han skal lære alting igen, men det bliver ikke ved med at være interessant at se ham gøre alt for første gang.
Apples er en gennemført film i et gennemført setting, og den følger sin præmis til dørs. Men det bliver en noget lang og uforløst forestilling.
