Skriv en kommentar
Atom Egoyan er en rigtig independent filmmaker. Han stod bag en af 1990’ernes bedste film overhovedet, The Sweet Hereafter, hvor han fornemt og forfinet satte en katastrofe på spidsen i et lille lokalsamfund. Nu har han blæst lidt større balloner op med sin nye film Ararat, der synes at være meget personlig.
Overordnet er Ararat en film, der vil forklare tyrkernes massakre på den armenske befolkning i 1915 (en sag som Tyrkiet stadig nægter har fundet sted). En armensk instruktør, Edward Saroyan er ved at lave en film om disse begivenheder. En professor i kunsthistorie hidkaldes for at hjælpe med filmen, da hun er ekspert i den armenske kunstner Gorkys liv. Gorkys skæbne bruges i filmen. Professorens søn Raffi er filmens egentlige hovedrolle. Hans mål er at finde hoved og hale i sin nations historie og i sin faders død. Faderens var frihedskæmper eller terrorist, alt efter hvilken side at stregen man står på. Mange historier og skæbner flettes sammen samtidig med at filmen (som også hedder Ararat) i filmen færdiggøres.
En film vil normalt kun fortælle en historie, men når en instruktør som Atom Egoyan går i gang vil en film noget mere. Her har vi gang i mange historier, og ind i mellem har Egoyan også taget munden for fuld. Den egentlige historie om massakren bliver glemt i andres personlige historier, og det er ind i mellem svært at finde sammenhængen mellem de mange skæbnesfortællinger i filmen. Et fælles tema for filmen kunne dog være opfattelsen af sandheden helt generelt. Strukturen halter altså lidt, men resten er fantastisk. Teknisk er filmen enormt veldrejet. Skuespillet er fornemt. Specielt David Albays debut som Raffi ser lovende ud.
Man sidder med rigtig underlig følelse i kroppen efter at have set Ararat. På mange måder virker den lige så rammende og tragisk som Schindlers Liste og andre holocaustfilm, men den virker også lidt søgt i sin brug af de mange historier (specielt i metaelementet om filmen i filmen) Emnet er vigtigt at tage op, men man skulle måske have nøjedes med at lave en film, der kun handlede om massakren på armenerne. Bedøm selv. For den er trods alt et biografbesøg værd. Desværre er den kun tilgængelig i et meget lille antal biografer.
