Skriv en kommentar
Der har været mange melankolske unge mænd i litteratur- og filmhistorien, men i ”Aren’t You Happy?” er det en ung, afklædt kvinde i pels, som spekulerer over den lunefulde lykke, som hun burde kende, men ikke kan finde.
Hun er ung, smuk og klog – der er tilsyneladende intet, der spærrer for et lykkeligt liv i det kapitalistiske Vesten. Men alle hendes replikker leveres med en ironisk distance. Hun performer pseudointellektuelle analyser med sine elskere i badekar og på madrassen. Løber i ring om sig selv og klichéerne.
Lykke i en postmoderne verden
”Aren’t You Happy?” er teatermonolog på film. Den unge kvindes eksistentielle rejse er inddelt i 14 korte kapitler. 14 scener, hvor pigen med de tunge sovekammerøjne og det passive blik snuser til postmoderne feminisme, pilatesmødre, kroppens sanselighed, mænd, sex, psykologiske analyser, depression og den flygtige lykkefølelse, som vi alle formodes at jage.
Men hvad er lykken egentlig for en størrelse? Er den forbundet med forbrug og kapitalisme? Er det ens samfundspligt at være lykkelig? Eller er det individets ret? Og hvordan finder man lykke, hvis man ikke hører til hos nogen? Hvis nu selvet smuldrer ud i performance og ingenting, så man ikke længere kan skrive videre i sin bog efter den første sætning i det andet kapitel, som det er tilfældet for filmens hovedperson.
Selvhøjtidelig og selvironisk
Kunstfilm er ikke for alle, og det er ”Aren’t You Happy?” heller ikke. Hver af de 14 vignetter har mere til fælles med en videokunstudstilling på landets moderne kunstmuseer end med biografernes sædvanlige popcornfærd. Men hurra for det anderledes og eksperimenterende, som nu bliver tilgængelig hjemme i stuerne via streaming.
Filmens pastelfarver minder om en Katy Perry-musikvideo og fremstår næsten foruroligende i deres insisterende munterhed. Skuespillernes stive bevægelser er nøje komponeret i samspil med den udtryksløse repliklevering. Det er ekstremt opstillet og stiliseret det hele. Den melankolske pige bevæger sig i en Barbie-verden, der forventer påklistrede smil og høj energi til enhver tid.
Der bades i selvhøjtidelige refleksioner, som dog punkteres af et lag selvironisk distancetagen til den eksistentielle krise, som vi efterhånden forbinder med det postmoderne samfund. Aldrig har der været større fokus på individet, og aldrig har individet oplevet så stor en krise. Eller; det har vi i hvert fald overbevist os selv om – ingen tidligere generationer kan nogensinde have følt sig så rodløse, som vi. Selvet skal hele tiden defineres og realiseres, samtidig med at verden konstant erklæres uægte og parodisk.
Med et glimt i øjet, så går det nok
Man kan nemt blive svimmel af den metareflekterende tone i ”Aren’t You Happy?”. Hovedpersonen er fanget i en uendelig spiral af selvanalyse, som filmens forfattere heldigvis leverer med et glimt i øjet. Pendulet svinger mellem studentikose analyser og en befriende humoristisk distance. I sidste ende er det Marie Rathsceck i hovedrollen, der gør den sære rejse interessant og til at holde ud med sit præcise spil og sin skæve charme, som den melankolske pige der måske/måske ikke er på jagt efter lykke.
