Skriv en kommentar
Velkommen til ekstraordinær forældresamtale. Ikke den klassiske omkring status, standpunkt og den slags. Næh, nærmere den ubehagelige hasteindkaldte, hvor ALVOR er mejslet med store bogstaver. Faktisk så urovækkende, at to hold forældre sidder i samme lokale med en ung skolelærer, der efter bedste evne forsøger at holde en seriøs velmenende tone, der objektivt skal være løsningsorienteret i et krydsfelt mellem anklagende forælder og tiltalte forælder. Sagen er, at Elisabeths 6-årige dreng Armand har været kropsligt forulempende mod Anders og Sarahs 6-årige Jon.
“Armand” er et studie i at skabe en filmpræmis, hvor man som seer sidder på den sikre side af skærmen. Skolen sidder som moderator for samtalen på baggrund af den hændelse, der er sket i skoletiden. Af bedste mening indkalder lærerinden lynhurtigt, men kradser man bare lidt i overfladen, så har skolen måske ikke lige helt været foranstaltningsdygtig forud. Elisabeth kan i hvert fald ikke genkende sin søn i ugerningen, og påpeger, at skolen slet ikke har spurgt hendes Armand ind til hændelsen. Anders og Sarah sidder bekymrede omkring den overlast, som deres søn har været udsat for.
I virkeligheden sidder der tre uforenelige parter samlet i et lokale. Indkaldt i en rasende fart til et “krisemøde”, der udvikler sig til fingerpeg og skyttegravskrig. I takt med, at flere skoleinstanser blander sig i mødet - for at redde stumperne af en skrantende soning - så opstår der blot dybere kløfter, som den ældgamle frase om, at for mange kokke fordærver maden. Mødet trækker i langdrag og fronterne ender med et helt andet udgangspunkt, da gamle episoder drengene imellem også kastes i puljen, mens der også drysses beskyldninger om dårlig opdragelse oven på den uhåndgribelige situation. Skolen bliver en fæstning på må og få. Gamle skolefotos ophængt på gangene viser sig siden af spille en vigtig rolle i sidste ende.
ABC’en udi “godt det ikke er mig” udfolder sig i lys lue, men “Armand” bliver også en syret og flippet fortælling, som desværre ikke holder snuden i sporet omkring, når filmen samlet set er stærkest. Der er noget dramatisk kammerspil over settingen, og de castede skuespillere med Renate Reinsve (A Different Man, Presumed Innocent, Verdens Værste Menneske) i spidsen gør det ganske glimrende. “Armand” taber dog pusten til sidst, hvilket virkelig er en skam. Jeg kan nemlig ikke garantere nogen, at selve afslutningen findes fyldestgørende blandt filmens tilskuere. Dramatisk på højt tåkrummende vis fornægter sig dog ikke. Nyd at du sidder på den rigtige side af skærmen så længe. Filmen var Norges Oscar-bidrag, der dog lige præcis ikke nåede det forjættede land blandt de nominerede. “Armand” vandt dog en Camera D’Or i Cannes senest.
