Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Med Jan Guillous storsælgende eventyrromaner som sit oplæg og et budget på ikke mindre end 210 millioner kroner, hvilket gør filmen til den dyreste skandinaviske filmproduktion til dato, må man vel nok sige, at Peter Flinths Arn – Tempelridderen har et forspring på forhånd.
Et dårligt forvaltet forspring. Jeg har ikke læst Guillous bøger om den svenske tempelridder, men er de omtrent lige så gode, som de bliver omtalt, så er noget gået ret galt i overførslen af figurerne fra tryk til levende billeder. For det er her, problemet i Peter Flinths film ligger – i karaktererne. De er over en bred kam slet og ret så kedelige, at de er noget nær umulige at engagere sig i. Vores titelperson i den grad inklusiv.
Det lægger i sagens natur noget af en dæmper på oplevelsen af Arn – Tempelridderen. Også selv om de mange penge har født en flot produktion. Måske den æstetisk flotteste skandinav jeg kan komme på. Og også selv om historien som sådan afgjort er stor nok til en storfilm.
Filmen er et sammenkog af Guillous første to bøger i serien, Vejen til Jerusalem (1998) og Tempelridderen (2000). Vi møder Arn som barn i det 12. århundredes Västra Götaland, hvor stridigheder om kongemagten raser. Et fatalt uheld er nær ved at koste Arn livet, men forældrene beder en sidste desperat bøn til Gud om, at skåner han deres søn, vil de utvetydigt lade ham kæmpe kristendommens sag.
Arn overlever. Og forældrene holder ord over for Gud ved at sende sønnen i kloster, hvor Arn dannes med både bog og sværd. 18 år gammel vender Arn, nu i skikkelse af Joakim Nätterqvist, tilbage til sin fødegård, hvor han ved første øjekast forelsker sig i den skønne Cecelia (Sofia Helin). En romance, der kompliceres gevaldigt af, at de to unge elskendes forældre støtter hver sin konge i de lokale stridigheder, der på dette tidspunkt i filmen faktisk er de mest interessante.
Forholdet afbrydes da også abrupt takket være ære og løgne. Cecilia idømmes tyve år i et koldt kloster og Arn sendes som tempelridder ned til varmen i Det Hellige Land ved Jerusalem, hvor religionskrigen mellem kristne og muslimer raser på livet løs.
Det klareste og værste symptom på Peter Flinth uformåenhed i opbyggende personskildringer er det følelsespostulat af en kærlighedshistorie, vi spises af med. Jeg vover og påstår, at dem, der føler en gnist mellem disse to unge mennesker, har en god fantasi. For den er der ikke. Det er den relativt subjektive anmeldervurdering. Lad mig også prøve med den mere objektive, analyserende tilgang.
Inden Arn og Cecilia må tage en brutal afsked, der, hvis romancen havde fungeret, skulle have knust vores hjerter, har Joakim Nätterqvist og Sofia Helin spillet decideret over for hinanden - altså ført en meget, meget ordknap dialog eller elsket – i godt 200 sekunder. Lidt over tre minutter! Læg dertil et par scener, hvor de i store billeder rider omkring. Og det er altså ikke fordi, at vi ikke er ret langt inde i filmen, da de må skilles.
På den baggrund er det ikke overraskende, at jeg rent følelsesmæssigt ikke just føler mig overbevist, da en ligbleg Cecilia på klostret fortæller at, ”jeg ved godt, at det er en synd, men jeg elsker ham mere end Gud.” Når det er så problematisk, som det er, er det fordi, at Arns kærlighed til Cecilia også skal fungere som drivkraft for han færd i Jerusalem. Det er længslen hjem og ikke had til fjenden, der får ham til at kæmpe for sit liv.
I det hele taget er sidste del af filmen, hvor der klippes mellem Cecilias skæbne i klostret og Arn i Det Hellige Land – hvor sidstnævnte læner sig en del op af Ridley Scotts glimrende Kingdom of Heaven – ellers noget af filmens mere vellykkede. Uden for alvor at overbevise. Dels er det store slag mellem de kristne og muslimerne, ført an af Saladin, det eneste sted, hvor man føler, at Arn - Tempelridderen rent produktionsmæssigt har sin begrænsning. Og dels kunne man godt ønske sig, at filmen havde haft lidt mere på hjerte, hvad angår det højaktuelle tema omkring religionernes kamp og manglende forståelse. Vi er lidt derhenad, men Peter Flinth vægter det ikke højt, det er tydeligt.
Men jeg gentager. Det er en flot produktion i både billeder og en generelt god og dæmpet korstemt underlægningsmusik. Der var måske bare ikke, Peter Flinth, der har Fakiren fra Bilbao og Olsen Banden Junior bag sig, som skulle have instrueret.
Der er overraskende og ikke mindst skuffende ikke noget ekstramateriale på DVD’en.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
SF/Fox.
