Skriv en kommentar
Lånerne er et miniputfolk, der bor i al hemmelighed under gulvbrædderne i folks huse og lever af at ”låne” fra menneskenes spisekamre, hvilket dog ikke er helt ufarligt, når man kun er omkring 10 cm høj. Lånerpigen Arrietty er kommet i den alder, hvor hun skal lære selv at låne, og hun begiver sig ud på den farefulde færd sammen med sin far. Missionen er sukker til marmelade, men pludselig bliver de opdaget af en dreng, der er flyttet ind i huset hos sin tante for at vente på en hjerteoperation i Tokyo.
Arrietty bliver skræmt, men er for nysgerrig til ikke at tale med drengen, da han forsøger at tage kontakt med hende ved at lægge en sukkerknald og en seddel til hende ved et vindue til kælderen, hvor Arrietty og hendes forældre bor. Arrietty lærer hurtigt, at drengen ikke er farlig – men det gælder ikke nødvendigvis den gamle husholderske, der fornemmer, at der er noget i gære.
Filmens force er fascinationen ved lånernes færd i de gigantiske omgivelser, blandt monstrøse sylteglas, køkkenborde så høje som fem-etagers huse og kakerlakker i ponystørrelse. For ikke at tale om den vidunderlige overraskelse, da Arrietty på sin første lånetur pludselig træder ind i en herskabsvilla med funklende lysekroner og dyrt porcelæn præcis i hendes størrelse; naturligvis børneværelsets dukkehus.
Arrietty er den typiske Studio Ghibli-variant af den klassiske japanske shojo-karakter. Shojo betyder lille pige shojo-figurerne har ikonisk status i japansk populærkultur: Altid unge og altid kawaii – nuttede – med deres store anime-øjne. I Studio Ghibli-film er shojoerne altid selvstændige og modige piger, ofte klogere end deres forældre, der styres af lyst eller frygt. I ”Arriettys hemmelige verden” gør begge dele sig gældende. Arriettys let befippelige mor (i øvrigt indtalt meget morsomt af Birthe Neumann) vil voldsomt gerne have en sukkerknald til sin te, men er ved at besvime af angst, når Arrietty og hendes far skal ud at låne.
Filmen er instrueret af den debuterende Hiromasa Yonebayashi, og manuskriptet er forfattet bl.a. af mesteren selv, Hayao Miyazaki. Stregen er simpel, men billeder flyder over med dedikeret detaljerigdom i Studio Ghiblis overdådige stil.
Filmen er en blanding af romantisk dukkeliseæstetik og en fascination af naturens vildskab, som man også har set i andre Studio Ghibli-produktioner, nok tydeligst i ”Prinsesse Mononoke”. De magiske elementer fylder dog ikke nær så meget, som i mange andre film med Miyazaki som drivkraft. Ganske vist er hovedpersonerne på ganske overnaturlig vis en 10 cm høj pige, men miniputfolket indgår snarere som en naturlig del af filmens univers end som et magisk element.
Shintoeksotismen er derfor heller ikke nær så fremtrædende, som i film som ”Prinsesse Mononoke”, ”Det levende slot” og ”Chihiro og heksene”. Snarere er det den besynderlig blanding af japansk hverdagskultur og semieuropæiske omgivelser (selvom filmen foregår i Japan), som man ofte ser i Miyazakis film, som definerer stemningen.
Filmen er for hele familien, men hvem der egentlig får mest ud af den er svært at sige. For en børnegeneration, der er vokset op med Disney Channels parade af pivende, gurglende, brægende, kvækkende figurer, dåselatter og pruttepuder kan den finurlige historie om Arriettys genvordigheder ude i haven muligvis mangle lidt actionfaktor. Eller også vil de tage dette mestereksempel på kløgtig animation til sig uden et øjeblik at undre sig over, hvorfor ingen af figurerne har talefejl.
For de voksne giver filmen snarere anledning til eftertænksomhed og måske en smule plævernostalgi, for der er nu noget mormors kolonihave over livet over og under gulvbrædderne, hvor bierne altid summer, og blomsterne aldrig visner.
