Skriv en kommentar
Hvad er egentlig kriterierne for, at man kan genrebestemme en film som science fiction? Er det action og dramatiske computergenererede effekter i en galakse langt, langt væk? Er det mærkelige og slimede skabninger, der kun har ét mål: at udslette menneskeheden? Tja, begge dele kan bestemt være underholdende, men der mangler et aspekt: science fiction er også det at tegne et rids, et perspektiv for fremtiden, der får beskueren til at kigge indad, til at stille spørgsmål til sine egen etik, egne værdier og medmenneskelighed.
12 gigantiske rumfartøjer lander spredt over kloden, herunder i et landområde i Montana. Hvem er de fremmede – og hvad er deres hensigter? Disse og andre spørgsmål bliver stillet af verdens stormagter og deres reaktionsmønster indebærer en alvorlig risiko for, at angsten og utrygheden ved det og de fremmede bringer verden på randen af en global krig. Som der bliver spurgt: ”Hvis de har fredelige hensigter, hvorfor sender de så 12 fartøjer og ikke bare ét?” I Montana reagerer den amerikanske hær selvfølgelig med effektivt tilrettelagte modforholdsregler men indkalder også lingvisten Louise Banks og matematikeren Ian Donnelly.
De får til opgave at tyde og fortolke de lyde og signaler, der er opfanget fra rumfartøjet i Montana. Den militære tænkemåde trækker i retning af frygt for, at ’dem’ eller ’det’ – eller rettere heptapoderne - deroppe i fartøjet har alt andet end fredelige hensigter og forbereder derfor gengældelse. Louise har imidlertid en ganske anden og mere imødekommende opfattelse og har hurtigt på fornemmelsen, at nøglen for forståelse ligger i at bryde koden i lydene og de visuelle signaler fra heptapoderne.
Louise oplever samtidig kortvarige erindringsglimt fra en fortid, der på den ene side minder hende om varme og kærlighed – men også om det smertelige tab af et barn. På den måde bliver opgaven med at knække en kode både et skridt i retning af at tyde og fortolke koden men også at fortolke sit eget liv og følelsesmæssige ballast. Louise når også frem til, at heptapoderne kun i begrænset omfang kommunikerer ved lyde – der bedst kan sammenlignes med hvalers sang – samt først og fremmest skriftligt/visuelt.
Et interessant fremskridt, der leder hende og Ian til at reflektere over den kontroversielle Sapir-Whorf hypotese, der hævder, at ens modersmål påvirker måden man tænker på. En tanke, der også skulle gøre sig gældende, når man tilegner sig et nyt sprog. Jo bedre Louise forstår heptapodernes, jo mere forvirret bliver hendes egne tanker og erindringsglimt i hvert fald.
”Arrival” er en bemærkelsesværdigt lavmælt film. Der indgår nok en opmarch af militært isenkram omkring rumfartøjet i Montana, men det er i høj grad personerne, deres tankevækkende søgen efter mening og ikke mindst en fredelig udvej, der driver handlingen. Fremdriften kan nogle steder virke lige træg nok, men afslutningen bringer filmen frem mod en fin forløsning, både i billeder, handling og dialog. Undervejs er der desuden fin lune at finde, for eksempel, hvor Louise og Ian kalder de 2 rumvæsener, som det lykkes dem at kommunikere med, for Abbott og Costello.
Villeneuve har formået at omsætte en kompliceret historie til et tankevækkende og medrivende drama, der er samtidig er så godt som blottet for udvendige effekter og action. Louises skrøbelighed står centralt i filmen, fornemt fremstillet af Amy Adams, mens Jeremy Renner fylder rollen som Ian ud på mere traditionel sidekick-facon. Forest Whitaker spiller den køligt fokuserede Oberst Weber, der dog kan ’analysere’ og på handle på akutte situationer, så Louise og Ian får det fornødne rum til at følge deres instinkt.
Spændende og i dén grad usædvanligt at opleve en science fiction-film, der formår at blive siddende i tankerne, længe efter at rulleteksterne har passeret forbi og lyset er blevet tænkt i biografsalen.
