I 2001 udgav den irske forfatter Eoin Colfer sin bog om Artemis Fowl. Det skulle blive den første i, hvad der skulle vise sig at blive en best-seller serie. Ikke desto mindre, så indfandt Artemis Fowl sig i sin tid på en scene, som man vist godt kan tillade sig at sige, allerede var optaget. En særlig troldmand med lyn i panden fyldte stort set alt i disse år, og Artemis Fowl har altid stået i skyggen af en vis Harry Potter. Sidstnævnte fik jo også kreeret en gunstig filmserie, og nu er det så, efter en årrække med ventetid, Artemis Fowls tur til at entrere samme medie. Tøjlerne styres af Kenneth Branagh, som mange nok bl.a. vil huske som Glitterik Smørhår fra netop Harry Potters univers.
Jeg skal dog være ærlig og sige, at denne anmeldelse ikke holdes op mod bogforlægget, for jeg har ganske enkelt ikke læst Artemis Fowl. Ergo er filmoplevelsen nødt til at stå alene. Så tag nu med til Irland, Artemis’ hjemland og lad Ferdia Shaw indtage rollen, som den særlige enspænder og kloge dreng i et univers af magi. Opvokset på et stort gods og bogligt oplært af sin far Artemis Fowl Senior (Colin Farrell), så lærer Artemis den yngre om alverdens væsner som alfer, jamreånder og gobliner. En viden han skal vise sig at få brug for – og tidligere end sin far havde forestillet sig. Faren står foran en rejse, og det efterlader Artemis alene på godset. Der går ikke længe førend vores unge hovedpersonen får en hjerteskærende nyhed. Farens lystyacht findes forladt og i første omgang uden spor af Artemis Senior. Et telefonopkald ændrer dog alt, og Artemis finder ud af at hans skæbne længe har været beseglet.
Snart lurer en fare og Artemis må påbegynde en jagt på en hemmelig genstand, som ikke må falde i de forkerte hænder. Et eventyr kan begynde at udfolde sig. Vi er nærmere i omegnen af Arthur og Minimoyserne end decideret Harry Potter, hvis vi skal putte denne fantasy-titel i bås. Judi Dench og Colin Farrell er de rutinerede A-liste-kræfter, mens det omvendt også klæder filmen her at byde på skuespillere, som vi ikke lige ser hver eneste gang, vi går i biografen. Artemis Fowl er ikke vanvittig lang, og efter ”blot” 1 time og 28 minutter påbegyndes rulleteksterne. Det er egentlig ganske fint, for kigger man på kernepublikummet og ganger op med deres tålmodighed (måske jeg burde have skrevet divideret?), så ender Artemis Fowl med at være lige tilpas.
Jeg er egentlig godt underholdt, men må også sande at vores helt i midten ikke for alvor bliver presset i bund af sine fjender. Jeg synes faktisk at geniet kommer for let til sine savings. Men det er også differencen mod en højere karakter, for ellers er Artemis Fowl en af den slags film, som jeg synes overordnet set er lykkes. Jeg er helt med på at fans af bogserien har været noget fortørnede over resultatet, men det kan jeg så heldigvis se bort fra – og lommefilosofisk konkludere at så må bogen altså være i særklasse. Branagh kan for min skyld godt fortsætte sit instruktørvirke med filmatisering af flere Fowl-bøger, og så gerne lade Agatha Christies klassikere være i fred. Jeg tildeler Artemis Fowl 4 stjerner.