Skriv en kommentar
Det er ikke just en triumferende fyrværkeriraket, Luc Besson har fløjet på de seneste mange, mange år. Med filmiske totalsvipsere som den opulente Jeanne d`Arc (1999), den forkætrede Bandidas (2006) og den kummerlige From Paris with Love (2010) har han i løbet af et enkelt årti afsat en filmisk signatur af en impotent, overfladeorienteret manuskriptforfatter og instruktør, der ynder at skøjte udsvævende og ubesindigt på et indholdsmæssigt tyndt og mat lag fernis. En mere ædru, mindeværdig afstikker har han dog været kapabel til at frembringe i form af den eventyrlige, animerede historiefranchise om drengen Arthur og hans kun to millimeter høje alfeagtige besøgsvenner, Minimoyserne. Serien havde sin spæde opstart tilbage i 2006 med ”Arthur og Minimoyserne”, efterfulgt i 2009 af den mere finpudsede ”Arthur og Maltazars hævn”. Nu rammer trilogiens sidste kapitel landets biografer …
I denne eventyromgang har den djævelske Maltazar, der rager to forfærdende meter op i luften, taget turen gennem den magiske passage og ind i menneskernes mangfoldige verden, som han agter at massakrere og destruere med koldt blod (teknisk set bløder han vist nok ikke) og uden at trække en mine (teknisk set er hans ansigtsform og –struktur så deformeret og skæmmet, at minespil er uden for umiddelbar rækkevidde). Drengen Arthur, velvidende om Maltazars blodtørstige planer, pønser på at bremse hans gemene projekt, men dette vanskeliggøres voldsomt af Arthurs temporære mikroskopiske størrelse i Minimoysernes mikroverden. Men det hedder jo ikke for ingenting - ”you´ll get by with a little help from your friends” - så flankeret af et charmespækket, modstandsdygtigt selskab - den karakterfaste Prinsesse Selenia samt den buttede Betamesh, puster Arthur til al sin styrke og mod i determineret kurs mod Maltazars intrigante verdensherredømmeplaner. Lad eventyret begynde …
For børn og barnlige sjæle …
Animeret feel good film i højeste potens – lyder det bekendt? Sikkert.
Er der i Arthur 3 tilstrækkeligt med søde, bedårende, identificerbare skikkelser, der ostentativt bidrager til at forsøde filmens tække og promovere en forligsvenlig morale?
Jaaa.
Figurerer der ikke også en grim, grum og græmmende ucharmerende antihelt til at afskrække virkelighedens potentielle bøllespirer og kickstarte filmens adrenalinreservoirer?
Jovist.
Lugter filmen ikke også af gammeldaws hygge, smægtende lune og hjemmelavede chokoladetærter, der nådigt aer dine inderste længsler og fyrer hjertens gerne op under din varme nostalgi?
Jooo.
Oser hele produktionen ikke af gemytlig humor, uskyldige slapstick-jokes og veldefinerede sort/hvide opdelinger af seje helte og skræmmende antihelte, der på skift eller samtidigt skal stimulere din beundring og/eller modværge?
Yep.
Udgør en svimlende forudsigelighed og en fremtrumfende konsensus ikke filmens grundliggende stemningsfølelse, der strør en tryg og forsikrende aura ud over hele filmen?
Joh.
Forekommer der ikke enkelte overraskende indføjelser, der løfter visse scener op i de mere prunkende, rene ozonlag, hvor solstrålerne varmer din smilemuskulatur uden at brænde eller svie den?
Jah.
Ender det hele ikke med en fed understregning af et positivt, optimistisk summa summarum, hvor sejrstrofæet forventeligt er indplaceret hos de forventelige heltefigurer?
Ja og amen.
Som du måske kan ane, er Arthur 3 et grundlæggende gennemsnitligt filmbolsje, der smager af alle de genkendelige børneklicheer og slipper mestendels godt fra det. Billedsiden er udmærket, uden at være uforglemmelig. Skuespillet er ofte stabilt, men endnu oftere overdrevet på den hygsomme måde. Karaktererne (ja, selv den formørkede Maltazar) er i princippet udstyret med nok charme, selvtillid og udstikkende ører til at garantere en konstant goodwillfølelse, som varmer så effektivt radiatorvarme-rart indeni på trods af aprilkulden udenfor … og selve historieskabelonen, ja, selv om den er næsten ligeså flad som det danske landskab, er den overvejende spændende og begivenhedsrig.
Filmens mest dragende figur er ubetvivleligt den grusomme Maltazar, hvis monstrøse ydre og upolerede indre gestalter den perfekte antipatiske antiheltstatur, som man, i hvert fald som voksen tilskuer, snart frastødes, snart fascineres af. Han er mere interessant end egentlig frygtindgydende, og denne flerdimensionalitet giver ham et særpræget aftryk.
De danske stemmer fungerer godt, uden decideret at kæle dine øregange på blidgørende vis, men ej heller efterlader de smertende flænger i øresneglen. Filmen har tilmed nok overskud til at lege med kendte kulturelle referencer, bl.a. en sjov montage med Darth Vader – meget hehe-egnet. Afslutningsvis afrunder filmen sig selv med en fyrig Iggy Pop tune – Rebel Rebel. Det er funky, det er catchy, det er cool! Måske selve filmen ikke forstår at anlægge sig de samme overstrømmende etiketter, men den kandiderer trods alt til at være en sund portion velernærende råstoffer på en vitaminundervægtig dag …
