Skriv en kommentar
Med den nylige premiere på filmudgaven af Arthur og Minimoysernes eventyr har Luc Besson vist at han er en glimrende instruktør af børnefilm. Med de to bøger der ligger til grund for filmen viser han at det at være en god instruktør af børnefilm bestemt ikke gør en til en god forfatter af børnebøger!
Det er nærmest alt for tydeligt at det hele tiden har været meningen af fortællingerne om 10-årige Arthur og hans møde med de millimeterhøje Minimoysere skulle fuldbyrdes på det store lærred. Bøgerne er ærlig talt mere brugbare som detaljeret filmmanuskript end som indlevende børnelitteratur. Bevares, historien i sig selv er klassisk underholdende, til tider opfindsom, rørende, spændende og let romantisk, men Bessons sproglige færdigheder er amatøragtige når de er bedst og med et meget rodet forhold til den gruppe børn og unge man må gå ud fra er kernelæsere. Historiens kvaliteter skinner igennem i filmudgaven, forfatterens utilstrækkelighed kendetegner bogerne.
I første bog, ”Arthur og Minimoyserne”, finder unge Arthur (en reference til historien om sværdet i stenen, som kun de voksne læsere vil opfatte) sin forsvundne bedstefars gamle notesbøger og gennem dem porten til Minimoysernes land. Så går jagten på både bedstefar og en bunke ædelstene der vil kunne købe den truede gård tilbage fra griske pengemænd. I anden bog, ”Arthur og den forbudte by”, er Arthur kommet godt ind i Minimoysernes verden og jagten på bedstefaderen leder ham ind i den onde Malthazars forbudte by. Der er knald på historien og ikke et øjebliks ro – undtagen i de romantiske sidespring mellem Arthur og den unge Minimoyser-prinsesse – men det er skrevet i et fuldstændig uengageret sprog der springer i fortælletid, bruger voksne begreber som ”kolonistil” og er mere sceneopdelt end godt er. Besson har tilsyneladende haft svært ved at få sin rodfæstede, indre manuskriptforfatter til at give plads for børnebogsforfatteren, for der er mere manuskript end bog over det her. Begge bøger er tydeligt sceneinddelt med en åbnene beskrivelse af hver enkelt scene, ofte skrevet i et sprog der nok har været nyttig note for filminstruktøren, men som er alt for voksent til et ungt publikum. Alle bevægelser er beskrevet og i det hele taget er Bessons sprog utroligt visuelt. Og vel at mærke visuelt på en sær, objektiv facon der på sigt skaber et tørt og ensformigt sprog uden synderlig indlevelse. Læg dertil de irriterende spring i fortælletid og –form, samt de mange referencer til kulturelle ikoner – Bob Marley, Bruce Lee – som kun de voksne vil forstå og som dermed yderligere vil forværre læsningen for den yngre målgruppe.
Som sagt og vist i filmen er historien udemærket. Fantasien mangler heller ikke, men ikke desto mindre fejler Besson på et ikke mindre afgørende punkt: Det sproglige er simpelthen ikke i orden! Hvor meget af skylden der eventuelt skal lægges hos den danske oversætter skal jeg være usagt. Jeg er dog ganske overbevist om at disse bøger aldrig ville have fundet nåde hos nogen udgiver hvis ikke forfatteren i forvejen havde det navn han har...
Bøgerne er venligst stillet til rådighed af:
Nyt Nordisk Forlag
.
