Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
1959 skal sheriffen og hans deputy i skikkelse af John Wayne og Dean Martin forsvare en fængslet mand mod pøblen i westernklassikeren Rio Bravo. Inspirationen er ikke til a tage fejl af, når plottet bliver flyttet til moderne Los Angeles og banditterne er erstattet af hårdkogte bandemedlemmer og politiet må allierer sig med forbryderne for at overleve. Assault on Precinct 13 er en moderne hyldest til Rio Bravo, og står i dag som en klassisk kultfilm.
Nogle gange virker det som om man kalder noget for en kultfilm, blot for at glorificere en dårlig film, og lukke for kritikken. For det er ikke dårligt – det er bare kult. Assault on Precinct 13 er ikke nogen fantastisk film, men den har dog en række kvaliteter, man ikke kan komme uden om, og man forstår, trods kvaliteten, godt dens status. John Carpenter, der sidder i instruktørstolen har en klar sans for det overraskende og skræmmende. Han er mest kendt for sine horrorfilm, og som en af fødselshjælperne for slasher-genren med Halloween fra 1978.
Historien er kort fortalt den, at bandekrigen raser i Los Angeles. En far er ude med sin datter for at købe is, da hun brutalt bliver myrdet af et bandemedlem. Faderen finder morderen og slår ham ihjel. Efterfølgende søger han tilflugt på station 13. Politistationen er dog minimalt bemandet, da den er ved at blive lukket. Nogle betjente, et par sekretærer og forbrydere, der venter på at komme videre i systemet er alt hvad der er tilbage i bygningen, der skal forlades helt den følgende morgen, hvor der bliver lukket for strømmen. Det ser derfor håbløst ud, da stationen bliver omringet af en horde af bevæbnede bandemedlemmer fra Street Kings, der er ude efter blodhævn. Politi og forbryder må arbejde sammen, hvis de skal overleve natten.
Assault on Precinct 13 læner sig kraftigt op ad exploitation-genren, og der er blod og vold for alle pengene. Det er dog ikke et rendyrket voldsorgie, der er en del dialog og velmenende sidehistorier, men det fortaber sig dog mestendels i de flyvende kugler mellem flyttekasserne. Vi har bestemt ikke at gøre med et mesterværk her. Der er meget fyld, dårlige scener og elendig dialog, lige som der mangler kemi mellem skuespillerne til at gøre det tilstrækkeligt troværdigt, men – og det er et ret stort men, så har Assault on Precinct 13 alligevel noget, der kan retfærdiggøre dens status. Kommer man gennem det noget lange anslag på en halv times tid, så er der virkelig også action for alle pengene. Carpenter har selv udtalt, at zombiefilmen Night of the Living Dead også var en inspirationskilde, og der er da også noget inhumant over skurkene, der næsten ikke er til at stoppe. Blodet flyder i takt med spændingskurvens stigning og der er ikke levnet meget plads til karakterudvikling.
Det ér en meget voldsom film, og der er ingen tvivl om, at Carpenter ved hvordan en actionfilm skal skrues sammen. Det er på mange måder en meget minimalistisk film med en stram struktur, og det leverer en meget intens oplevelse.
Filmen har en del år på bagen og da det tilmed er en low-budget film kunne man frygte, at billedkvaliteten ville være elendig. Filmen er dog blevet smukt restaureret og bort set fra lidt grums i nogle af nattescenerne, så fremstår den flot. Den insisterende synth-music er også krystalklar og svær at ignorere.
Den vil helt sikkert dele vandene mellem filmelskere stadigvæk, men man skylder sig selv at se denne film, hvis man er til flot orkestreret action.
Ekstramaterialet byder på en del interessante ting blandt andet gode interviews og kommentarer, der giver filmen en ekstra dimension.
Filmen er venligst stilliet til rådighed af Another World Entertainment.
