Skriv en kommentar
For omkring en måned siden udkom det fremragende afghanske hverdagsdrama "Wolf and Sheep", som var en smuk og visuel flot film. "Wolf and Sheep" var filmet på en dokumentarisk stil, og her har produktionsselskabet Adomeit Film fortsat i lignende stil med "At Elske Pia", som iøvrigt fik en god modtagelse på dette års filmfestival i Berlin. Instruktør Daniel Borgman har skabt en fiktiv historie med den virkelige person, Pia Skovgaard, som er en 60-årig udviklingshæmmet kvinde, som omdrejningspunkt. Resultatet er et bittersødt, romantisk og menneskekærligt drama, der hylder kærligheden i alle dens udstrækninger.
Pia og Jens
Den 60-årige udviklingshæmmede Pia bor hos sin 84-årige mor Guittou. Moderen er bange for, hvad der skal ske med hendes datter, når hun går bort. På samme måde har Pia det svært med at indse, at hun måske snart bliver efterladt alene. Da hun en dag møder den ensomme mand Jens, bliver hun straks forelsket i ham. Begejstringen for Jens opmærksomhed, og det faktum, at hun aldrig har haft en kæreste før, gør, at hun ikke indser, at det er moderen, der bliver alene tilbage.
Rørende sødme og dybfølt manuskript
35-årige Daniel Borgman har selv instrueret, skrevet og fotograferet "At Elske Pia", og han er måske den person, der elsker Pia allermest. Hans manuskript er både vittigt, sørgmodigt og dybfølt. Og passer perfekt til karaktererne. Pia er nemlig både nysgerrig, positiv og genert, og man kan, som titlen antyder, ikke lade være med at elske hende. Filmen har en rørende sødme over sig, som særligt kommer til udtryk i scenerne imellem Jens og Pia. Eksempelvis når Pia ikke kan få det varme vand frem i brusekabinen på et hotel i København, og Jens nervøst, men godmodigt spørger, om han skal komme ind på badeværelset og hjælpe til.
En stille symfoni i sig selv
Den ligefremme og ærlige stil i manuskriptet rammer også i følelsesregistret i nogle scener. Specielt hvor Pias mor bedrøvet, men indforstået fortæller Pia, at nu går der jo ikke længe før hun dør. Eller Jens, der irriteret fortæller Pia, at hun ikke er i stand til at tage noget alvorligt. Det er øjeblikke, der rammer os hårdt, fordi Pia er glad og optimistisk af natur, og selvom hun forsøger at love Jens at være alvorlig, er det en åbenlys umulighed.
Fraværet af underlægningsmusik passer fint ind i rammebilledet af fortællingen. De smukke billeder af Langeland, hvorpå historien udspiller sig, den rørende autenticitet og uskyldige optimisme, som vises på bl.a. Pias opholdssted, Værkstedsgården, for udviklingshæmmede, og Pias og hendes mors gård, hvor hun fodrer hendes elskede dyr, er alt sammen et rørende glansbillede, som på en måde fortjener ikke at blive overdøvet af strygerarrangementer. For dertil er filmen nærmest en stille symfoni i sig selv. Og derfor er det et klogt valg fra producer Katja Adomeit og instruktør Daniel Borgman, at lade billederne, historien og karaktererne tale for sig selv.
