Skriv en kommentar
At læse samlingen af indlæg fra et væld af elever, der spredt over de sidste 40 år har gået på Den Danske Filmskole er først fascinerende og dernæst interessant læsning. Fascinerende fordi det er et kig bag dørene. Hvad sker der på det sted, hvor det er så afsindigt svært at komme ind? Lærer man at lave film? Og hvordan lærer man det?
Bogen giver et fint indblik i de følelser, folk oplever under deres filmuddannelse. Andægtigheden, at være stor i slaget, ikke at slå til, at lave film med hjernen frem for med hjertet.
Senere hen bliver bogen interessant læsning. Når det går op for en, hvilken enorm betydning den skole har haft for dansk film. Og hvilken andel undervisere som Mogens Rukov, Henning Camre, Jørgen Leth og Lars Kjeldgaard har i dansk films succes.
Heldigvis vil bogen mere end blot hylde filmskolen. Flere indlæg sætter tanker om film som håndværk og kunst i gang. Om udseende, scener, fortællinger og stemninger. Således bliver ”At lære kunsten” også en lærebog om film. Og kan dermed også læses af alle de, som ikke kunne drømme om at sætte deres ben på skolen, men egentlig gerne vil vide noget mere om det at lave film. Et par indlæg er også kritiske overfor skolen. Således gør Chr. Braad Thomsen i sit indlæg op med skolens fokus på klipning og handling frem for at dvæle ved billedets stilstand, ligesom han mener, at skolen gjorde alt for meget ud af almen dannelse i stedet for at fokusere på det at lave film.
”At lære kunsten” er også et filmhistorisk værk – i hvert fald set med nationale briller. Den fortæller om den oprindelige tanke om filmskolen, at den var et opgør med 1950’ernes folkekomedier og overfladiske film. På filmskolen ville man filmkunsten. Konflikten med det omkringliggende produktions- og distributionsapparat er da også et gennemgående tema i bogen. Branchen ønskede nogle gedigne håndværkere, der hurtigt og effektivt kunne skrue en film sammen, der også kunne hive pengene hjem, hvorimod filmskolen troede – og tror – på film som fortælling og som kunst.
Det er en styrke ved bogen, at det har så mange forskelligartede skribenter. Nogle er meget velbevandrede i skriften og yderst refleksive omkring deres filmskoletid, mens andre skriver i talesprog lige ud af posen. At bogen ikke kun kigger på filmskolen institutionelle forandringer, mens også medtager udviklingen i dansk film er dog nok bogens største kvalitet. Og trods mange gentagelser – især i form af forskellige elevers oplevelse af at komme gennem dørene de første dage i deres filmskoletid – er ”At lære kunsten” et fint værk og et vigtigt historisk dokument.
Bogen er venligst stillet til rådighed af:
Aschehoug
.
