Skriv en kommentar
Efter nomineringen af ”Dogtooth” (2010) til dette års Oscar uddeling, er Grækenland for alvor blevet sat på den internationale filmindustris landkort. Opblomstringen kaldes mere eller mindre seriøst for ”the weird greek wave”, pga. filmenes tableau agtige indstillinger, deres surrealistiske touch, de tabubelagte emner, og den syrede brug af musik og koreografi.
”Attenberg” gør også brug af disse træk, i fortællingen om den seksuelt og menneskeligt uerfarne Marina, der søger efter forståelse for den menneskelige race, dels hos hendes seksuelt offensive veninde Bella, dels hos sin dødeligt syge far, og dels i naturdokumentarerne af Sir David Attenborough.
Rollen som Marina spilles af den franske skuespillerinde, Ariane Labed, der hengiver sig fuldkomment i rollen som den på én gang menneskesky og kontaktsøgende unge kvinde, mens vi følger hende i en meget forsinket søgen eller selvstændighed, sideløbende med de nærmest symbiotiske forhold med veninden og faren. Dette ebber ud i nogle interessant formidlede antropologiske studier af den menneskelige fauna, som Marina går fra at tungekysse træne med Bella til at gøre sine egne erfaringer med en ny ung mand.
Visuelt er filmen intet mindre end betagende, med arkitektonisk komponerede indstillinger, der vidner om en uovertruffen fornemmelse for dybde i billedkompositionen. Dynamik i beskæring og farvelægning understreges af en klipning der er perfektioneret ind til sidste detalje. Billedsiden foreviser alt i alt et utroligt bredt spektrum, der behandler bygninger, landskaber, industri og menneskeansigter med samme nysgerrige kamera, der finder ind til de essentielle nuancer af hvert et objekt.
Indholdsmæssigt tager ”Attenberg” fat i emotionalitetens brændpunkter, opvækst og dødskamp, seksualitet og tabuer, fremmedgørelse og indvielse. En søgen efter en konkret historie i traditionel forstand bringer ikke nær så frugtbart resultat, som vis man ser filmen som en meditation over temaerne. Tableau formen er som sagt den tætteste relation til fortællerformen i denne slags film, og med yderligere komponenter såsom små koreograferede sekvenser mellem veninderne, og popsange der spilles indover sekvenser, er det også lettere at løsne op for kronologien og lade indtrykket trænge ind uden at forsøge at strukturere det for rigidt.
Hvis man lader alle disse indtryk kan indtrykket være betagende, og lede mod yderlige selvstændige meditationer, men filmen efterlader alligevel et ufuldendt indtryk. Hvor surrealisme og symbolik i gennemførte tilfælde kan danne et sammenfattet billede i overjordisk mosaik, efterlader ”Attenberg” en for vagt tankebillede, uden højere mening, dybere sammenhæng eller permanente indtryk. Der er interessante pointer i Marinas research af livet gennem dyrene i Attenboroughs dokumentarer, og hendes efterabning af adfærden hos både fugle og gorillaer, men desværre forbliver omgangen med hver en pointe dvælende, uden at gå i dybden eller føre tanken videre. Også farens tilgang i udviklingen i Grækenland, moderniteten og menneskets forandrede vilkår kunne have været enormt interessant, hvis det ikke var blevet ved et par sporadiske kommentarer. De mange idéer støder sammen i fuldbyrdelsen, og ingen kommer således til deres fulde udtryk.
”Attenberg” forbliver derfor en moderat interessant film, der er betagende at se og absolut værd at have med sig videre, men alligevel er følelsen bagefter overskygget af skuffelse. Fordi den kunne have været så meget mere end det.
