Skriv en kommentar
Er en film god, hvis den er flot? Er faktorer som casting, skuespil, manuskript, den 'gode' historie, humor og persontegning mindre vigtige, hvis en film på den visuelle side bjergtager os og giver os noget nyt? Hvis du kan svare ja, er Avatar lige en film for dig.
Jake Sully (Sam Worthington) sendes til planeten Pandora, hvor menneskeheden har fundet et ekstremt kostbart mineral, der kan løse en omfattende energikrise. Uheldigvis bor det indfødte Na’vi-folk lige oven på den største portion af dette fantastiske mineral, og Jake skal derfor infiltrere Na’vi-folket og få dem til at flytte sig. Hvis ikke han kan det inden 3 måneder, bliver de bombet væk.
Planetens atmosfære er imidlertid giftig, så man har udviklet et Avatar Program, hvor et menneskes bevidsthed kombineres med en krop bygget over menneskets DNA og DNA fra den indfødte Na'vi-befolkning. I denne krop kan man leve og ånde som Na’vi, og via programmet kommer Jake ind til folket og lærer dem at kende. Men da han forelsker sig, står han pludselig i et dilemma. For folket kan umuligt flytte, og han kan på den anden side ikke leve med, at de bliver udslettet.
Lyder det velkendt? Ja, og det er det også! Avatar er nemlig bygget over et væld af tidligere episke dramaer. Historien er bygget over et skelet, som vi ofte har set i så mange andre film. Det er Danser med Ulve møder Titanic, møder The Last Samurai, osv. Det er forudsigeligt, meget forudsigeligt. Men hvor mange af disse andre film formår at opbygge en unik spænding på trods af denne lidt universelle epos-karakter, græder og griner man ikke med Jake Sully – man glæder sig bare til den næste storslåede scene, hvor effekterne kan få lov at folde sig ud. Og derfor bliver Avatar ikke en film man vil se igen om 3, 4 eller 5 år, til forskel fra Titanic, Ringenes Herre, The Matrix og alle de andre.
Men effekterne bliver udfoldet til fulde. Og hvis jeg må slå én ting fast: Filmen er et biografbesøg værdig, næsten udelukkende på grund af effekterne. Og så spiller Sam Worthington og Zoe Saldana (godt nok udelukkende i en Na’vi-krop) flot, de er troværdige og det er deres kærlighedshistorie også, i en film, hvor stort set alle andre roller er karikerede og type-castede. Men så kan Avatar desværre heller ikke meget mere end tilbyde 2 timer og 41 minutters kamp med irriterende 3D-briller. Man sidder og beder en stille bøn til, at de producenter, der tjener millioner på deres 3D-effekter i en nær fremtid smider lidt penge efter 3D-brille-teknologien, for det ødelægger en stor del af den flotte oplevelse, de selv har brugt så lang tid på at kreere.
Instruktøren James Cameron siger selv, at han ville ”skabe en velkendt form for eventyr i hidtil ukendte omgivelser”, og det er lykkedes. Men selv om man skal anmelde en film på dens præmisser, kan jeg ikke tage mig af James Camerons personlige drømme. For nok har han lavet et eventyrligt epos, der i 14 år har været hans drøm, men den bringer ikke meget andet nyt til filmverdenen end teknologien.
Men film som Avatar skal laves. Det er god underholdning, fordi filmen netop ikke behøver de gode, troværdige dialoger, og fordi effekten er større, når filmens problem er sat helt på spidsen. Og det er helt sikkert, at skelettet er en kommerciel guldvinder.
Opsummering: Se den, men se den i biografen, så du kan få effekterne for fuld udblæsning. Og vær overbærende over for resten af filmens tynde grundlag. God fornøjelse.
