Skriv en kommentar
Det skal være kendt fra første sætning at dette er mit første møde med fænomenet Avatar. Selvom verdens største film nogensinde solgte rekordmange billetter i vinters, så var jeg ikke blandt de hungrende horder der indløste en af slagsen.
Og det kan måske virke mærkværdigt at jeg så sætter mig for at anmelde denne nye, forlængede udgave af eventyret om Pandora og de sære skabninger der befolker James Camerons drømmeplanet. Jeg ved at filmen er otte minutter længere end den var i vinters, men jeg ved ikke nøjagtig hvor de otte minutter er placeret. Omvendt giver det mig en enestående mulighed for at vurdere denne udgave af filmen som et selvstændigt værk uden at være farvet af forudindtagede holdninger til den originale udgave og uden at blive revet med af det folkelige hysteri der kategoriserede premieren i december.
Pandora ER et fantastisk og gennemarbejdet univers og James Camerons afsindigt dyre film ER teknisk fænomenal. Avatar er en små tre timer lang opvisning i teknologisk suverænitet pakket ind i en historie der paradoksalt nok synes at tage – i hvert fald en smule – afstand fra teknologiens rovdrift på naturressourcer. Men ærligt talt er den da så absolut heller ikke mere end det. For undertegnede var al den flotte computergenererede glasur og hele oplevelsen af en forholdsvis velfungerende 3D-film mere end noget andet et lidet charmerende røgslør, dækkende over en overordentligt banal historie der gør alt for meget ud af sig selv.
De 170 minutter bærer ikke mere plot end en typisk film der varer halvt så længe kan bære (de rammende Pocahontas-sammenligninger er helt på sin plads), Cameron bruger blot tiden på en irriterende insisteren på at vise hvor gennemarbejdet hele universet er. Og så alligevel ikke, for så snart vi møder regulært uforklarlige fænomener såsom svævende bjerge, så tages vores soldat-fortæller i brug som et uvidende værktøj for hvem det er nok at vide at det er noget med magnetfelter eller noget. Det er banaliteter og forudsigelige, sikre plotforviklinger, der udfolder sig over en alt for lang spilletid.
Kan man lade sig opsluge af Pandoras univers, som mange tydeligvis har kunnet, så vil den længere spilletid uden tvivl kun føde flammerne. Som førstegangsbesøgende var jeg personligt ikke videre begejstret for den selvlysende planet og dens blåøjede, hindu-inspirerede hippie-befolkning. For mig er Avatar blot endnu en i en eksplosivt ekspanderende gruppe af Hollywood-film der beviser at vejen til et engageret og interesseret publikum ikke går gennem sikre, forudsigelige plotafviklinger eller dyr, visuel glasur. Og jeg ved at masserne har bevist at jeg tilsyneladende tager fejl, men jeg vil nu tillade mig at holde fast i netop denne opfattelse.
Det ses at Avatar er verdens største film. Den udmærker sig på tekniske områder som ingenting vi tidligere har set. De computerskabte figurer er overbevisende karakterer for første gang i filmhistorien, verdenen de lever i er imponerende gennemført og det hele bliver paradoksalt troværdigt. Men filmen kan ikke bære sin lange spilletid, skuespillet er langt fra imponerende fra alle sider (hvorfor bliver Michelle Rodriguez ved med at få arbejde!?) og historien er forudsigelig, banal og moraliserende uden at udforske sine mere interessante parabler.
Men altså...det er jo verdens største film.
