Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Under en infiltrering af en Hydra-base i Østeuropa får man den klassiske dosis Marvel, når Avengers i en sneklædt skov tæsker løs på sagesløse fjendtlige tropper som ingen træning synes at eje. De er blot kanonføde som en slags marionetdukker til at vise nogle fantastiske actionsekvenser, hvor Hulk, Captain America, Black Widow og de andre kan boltre sig med deres avancerede våben uden at få synderligt meget sved på panden. De får tilmed ikke en skramme og har tid til at fyre one-liners af internt, således at teenagere verden over kan sidde og juble over hvor nice og sprødt det hele er…
Gud fader bevare mig vel for en ligegyldig gang bulder og brag. Herfra er det kun et spørgsmål om hvor mange højhuse der kan smadres og hvor mange biler vi kan få til at vende med bunden i vejret. En komplet triviel tordenskylle som virker mere ligegyldig end rosiner i boller. Plottet er nemlig at Tony Stark aka Iron Man har bygget en robot ved navn Ultron. Denne robot skal være med til at sikre verdensfreden, og det er jo i og for sig en nobel tanke. Sagen er bare den at Ultron slet ikke opfører sig særlig pænt. Han går til angreb mod Avengers-medlemmerne sammen med et hold tvillinger som heller ikke har rent mel i posen. Ja, det er egentlig meget heldigt at der er nogen som gider at være bad guys, ellers havde vi vel ikke rigtig nogen fronter at trække på. Der er ganske rigeligt at se på i de lidt over 2 timer som filmen varer. Det fænger dog aldrig eftersom at der ikke lader til at være noget manuskript. Avengers: Age Of Ultron lider nemlig at samme sygdom som næsten alle andre Marvel-produktioner: At man ikke rigtig kan skelne dem fra hinanden. I strengt taget alle filmene er opskriften og resultatet det samme. Adskillelsen består vel blot i at huske hvilke skurke der hører til hvor.
Selvom ensemblet er omfattende og flere af figurerne er velkendte fra deres seperate film. Hulk, Captain America, Thor og den så afgjort mest vellykkede, nemlig Iron Man, så er kvantitet bare ikke garanti for kvalitet. En liste af skuespillere tællende Robert Downey Jr., Chris Evans, Scarlett Johansson, Mark Ruffalo, Chris Hemsworth, Samuel L. Jackson, Jeremy Renner, James Spader, Paul Bettany, Elizabeth Olsen, Idris Elba, Anthony Mackie, Stellan Skarsgård, Don Cheadle, Aaron Taylor-Johnson og mange flere redder intet. Avengers: Age Of Ultron er en gang flødeskum uden lagkage.
Er man kæmpefan af Marvel, så bliver man sikkert ikke skuffet. Min pointe er bare at det lader til at superhelte-industrien på film har vokset sig så stor, så man nærmest kan slippe afsted med hvad som helst. Der er ikke grænser for hvor mange film man spytter ud af enten forløbere eller efterfølgere, eller seperate ripoffs. Når kilden er udtømt, ja så starter man bare med genindspilninger eller lader superheltene gå op mod hinanden som ”versus-film”. Det er lige så slemt hos DC Comics, så det er ikke for udelukkende at pege fingre af Marvel. Lynhurtigt bliver det et teknologisk dippedut-helvede af dimensioner, og jeg kan slet ikke stilles ved at bruge så lang tid på at se på action uden historie bag.
Avengers: Age Of Ultron er formelproduceret pengemaskineri af værste skuffe. Og ordet der ligner, nemlig skuffet, fik jeg ikke engang oparbejdet som følelse. Filmen lugtede på forhånd langt væk af oppustet nonsens, så det blev cirka som jeg havde forventet. Jeg kan lige med nød og næppe svinge mig op på to stjerner, men det er nærmere en end tre. Joss Whedon er også bag kameraet i denne anden Avengers-film, som ikke er hverken bedre eller værre end den tandløse 1’er. Havde han dog bare blevet siddende ved skrivebordet, som han gjorde så fint da Toy Story blev nedfældet. I min optik burde han have polititilhold på 30 km fra et kamera.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Disney
