Skriv en kommentar
Efter at have ventet på konsulenter og producenters samtykke i 10 år tog instruktøren Linda Wendel (Ballerup Boulevard (-89); Lykken er en underlig fisk (-89); Viktor og Viktoria (-93); Mimi og Madammerne (-98)) sammen med skuespillerne filmen i egen hånd. Og hvilken film blev det!
Baby er først og fremmest en række hudløse portrætter af storbymennesker på bunden eller på vej ned: Antikvitetshandleren, ågerkarlen og sadisten Eddy; Leni der sidder isoleret på et klubværelse og laver undertekster til pornofilm; skolepigen Nova der trækker og tager stoffer; Marc der handler med dyre biler men selv sidder i gæld til halsen; Cadett der er arbejdsløs, tæller hver en øre hele tiden og foreløbig er gift med Marc. At Wendel udmærket kender storbylivet på vrangen kan man forvisse sig om ved at læse hendes første og eneste digtsamling Diskodigte (1980).
Ligesom i forlægget, Kirsten Thorups mesterlige roman fra 1973, spindes skæbnerne ind i hinanden, dog mere konsekvent og stringent end i romanen; mens Thorup giver personerne nøje afgrænsede kapitler, klipper Wendel frit mellem personerne (hun har desuden valgt to historier/persongallerier fra; David og Karlas historie og Susi, Ric og Ivans historie). De kommer dog ikke tættere på hinanden af den grund; deres skæbnefællesskab åbner ikke op for noget andet fælles end den sociale deroute – til gengæld skabes et (traditionelt) filmisk flow. Følelseskulden og kærlighedsløsheden er knugende, hvadenten den kommer til udtryk gennem stoffer, prostitution, mishandling eller gennem de samtaler der er så fulde af tomhedens fatale misforståelser. Ligesom hos Thorup forstærker Wendel voldsomhederne ved hjælp af distance; enten ved at iagttage dem på afstand eller klippe væk, når de foregår. Men mens Thorup udfolder de pinagtige samtalers tomgang, skærer Wendel ind til benet og går videre så snart samtalens umulighed har vist sig.
Henrik Ipsen og Lars Skrees kamera er uroligt og går som regel tæt på personerne – undtagen når det gælder, som sagt. Sammen med skuespillernes totale given afkald på manerer og stjernestatus (Jesper Christensen og Ulrich Thomsen), nærmer vi os en autencitet, som vi skal til de engelske mestre Ken Loach og Mike Leigh for at finde.
I manuskriptskrivning for begyndere er det helligbrøde at have mere end én hovedperson. Wendel udfordrer i store dele af filmen med held den regel og giver sig god tid til hele persongalleriet. Alligevel samles trådene trods alt omkring Leni; hun er den der har berøring med alle personerne: hun er gang på gang offer for Eddys sadisme; hun lægger øre til ægteparret Marcs og Cadetts håbløse enetaler om penge; hun er den der giver søsteren Nova nyt håb efter et selvmordsforsøg; hun er den der oppe i hovedet skriver brændende digte, gengivet på lydsiden (fra Thorups debut-digtsamling Indeni – udenfor (-67)). Og hun er den som, ligesom i romanen, endelig finder varme hos dragsangeren Jolly Daisy. Maria Würgler Rich er fremragende som Leni; de pludselige spring fra det mutte og selvdestruktive til udbrudene af liv er hjerteskærende. Kør endelig Bodil og Robert i stilling!
Sort Sols (hvem andre herhjemme kunne have klaret opgaven) score er på én gang kuldslået og fuld af al den sanselighed personerne længes efter. Parret med Kenneth Carmohns drag-sanger lukker og slukker filmen trods alt med et håb, man tror på.
Baby moraliserer og forklarer ikke det såkaldte velfærdssamfunds ansvar og ofre - statslige (uforstående) myndigheder optræder stort set ikke i filmen. Så meget mere knugende er skildringen af nogle af det moderne samfunds ofre; vi er vidner til, hvordan de river og flår i hinanden for at holde sig i live og nå frem til et eller andet der har med kærlighed og et værdigt liv at gøre. Ligesom i Thorups roman, må man derfor tage sig i at kræve en forklaring af instruktør og forfatter på, hvordan det kunne gå så galt, og hvad der kan gøres for at gøre det bedre. Den forklaring er det op til os at finde, ikke i romanen og filmen, men så snart vi lægger bogen fra os eller går ud af biografen. I den forbindelse slår det en, hvor skræmmende ubesværet romanens univers er flyttet 30 år frem fra 1973 til 2003; ikke et øjeblik er vi i tvivl om, at sådan ser der også ud i dag.
Eneste kritikpunkt fra undertegnede skal være, at Wendel lægger sig så tæt op af romanforlægget. Man fornemmer, at det har været vigtigere for instruktøren at give romanen filmisk form end at komme med eget bud på dens univers. På den anden side: det er svært at forestille sig en bedre filmatisering af Thorups mesterværk.
