Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Du kender hende måske bedst som den sexede, slikpindsuttende Rollergirl i Boogie Nights (1997) og som Austin Powers shaggadelic loooveinterest Felicity Shagwell (ja, det ostensive efternavn siger vist det hele) i Austin Powers: The Spy who Shagged Me (1999). Heather Graham hedder hun, og siden storhedstiden i sluthalvfemserne, er den ellers kønne og talentfulde skuespillerinde blevet fyrre (ups, ikke et attraktivt vedhæng i Hollywood), dog langt fra fed (vi befinder os trods alt i anorektikernes filmby), men øjensynligt færdig i skuespillerbranchen at dømme ud fra hendes nyeste direkte-til-DVD-udspil, Baby on Board.
Angela og Curtis er drømmeparret med både bankkontoen og kærlighedsbarometeret oppe i de højere luftlag. Hun er i gang med at lancere sin første parfume, der henvender sig til frugtsommelige par og bærer den sigende betegnelse - Baby on Board. Han er succesfuld advokat, der ikke går af vejen for at forsvare slibrige typer, hvis idé om hyggeligt familieliv indskrænker sig til vellystne russiske katalogkoner, og som hellere spenderer sine tykke kontanter på penisforstørrende operationer end familieorienterede udflugter. Alt kører ikke desto mindre på skinner for det kærlighedsfulde par, indtil Angela opdager, at hun er gravid. Hovski snovski, hvordan kunne det ske? Parret bruger jo altid dobbelt-regnfrakke … Damage is done, og parret bliver nu kastet ud i en omstyrtende rutsjetur, hvor lemfældige løsninger fra deres ligeså kriseramte venner blot fremskynder den eskalerende nedtur …
Boykot Baby on Board!
Jeg overdriver skam ikke, når jeg nu bramfrit erklærer, at Baby on Board er én af de elendigste ”romantiske komedier”, jeg nogensinde har set. At jeg sætter ”romantisk komedie” i anførselstegn er ganske intenderet – Baby on Board er nemlig cirka ligeså sjov som Dansk Folkepartis årlige sammenskudsgilde og omtrent ligeså romantisk som en indholdsløs middag hjemme hos snerpede svigerforældre. Pinagtige pruttejokes, plumpe ordflomme og demonstrativt dumme scoringstogter skulle i denne films forvanskede verdensbillede sætte fut i smilemaskineriet – behøver jeg at gøre jer, kære læsere, opmærksomme på, at dette udebliver?! Plottet er ganske simpelt ikke alene drænet for ethvert molekyle af minimal innovation, men er tilmed fuldkommen strippet for enhver form for logisk sammenhængskraft. Mage til selvmodsigende nonsens skal man da lede længe efter! Ingen af filmens karakterer forekommer tilnærmelsesvist genuine, for ikke at sige tillidsvækkende eller imødekommende. Jo, hvis man tolker disse begreber som forstilte overraskelsesudbrud, når Angela fiser ved et uheld til et vigtigt intromøde, eller når Curtis helt ude af det blå får sig den ganske usubstancierede indskydelse, at Angela er ham utro, eller når Angela brækker sig ulækkert ud over en tilfældig mand for blot at undskylde tumpet og skynde sig tåbeligt fnisende videre osv., osv., osv.. Synes du, at det ikke lyder særligt sjovt på papiret, så forestil dig, hvor slemt det er at bevidne denne smagsløse omgang på tv-skærmen.
Skuespillerne er ligeså fiaskoindsmurte som filmen selv. Heather Graham må have ramt en eller anden mental krise for overhovedet at sige ja til så skidt et projekt. Hun går over gevind skuespillermæssigt og giver én en ubærlig lyst til at sætte hende på permanent mute. Lara Flynn Boyle, som Angelas kølige kællingechef, er både forstenet og forkrøblet i sin præstation – mon det skyldes hendes botoxophovnede ansigtstræk? Jeg vil hermed gerne nominere hende i kategorien – verdens værste vivisektioner. John Corbett som Curtis´ desillusionerede og perfide ven, Danny, overtrumfer imidlertid alle sine medspillere i uudholdeligt overspil, der tangerer rendyrket idiotisme. Han er både plat, imbecil og fornærmende chauvinistisk, så man flere gange undervejs i filmen forestiller sig hans hoved som en tæskeindbydende boksebold. Sikke mange indestængte aggressioner, man kunne frigøre her. Jerry O´Connell er den eneste med en dråbe dignitet og sømmelighed over sig. Hvad hjælper det dog, når han er omgivet af åbenbare tossehoveder? Det kan godt være, at den enøjede (dvs. Jerry O´Connell) er konge i de blindes (øvrige medvirkende og filmen i sin helhed) rige, men i dette tilfælde kan Jerry O´Connell ikke stille meget op, når hans ekspressive albuerum er stærkt reduceret af det forudsætningsløse cast, det fjogede plot og den modstræbende instruktion.
Baby er måske on board, men denne film falder pinligt skrigende over bord. På vej hen imod dette miserable endeligt, lægger filmen først ud med at glide klumret i en glat bananskræl, flagre febrilsk med både armene og benene før det endegyldige laaange styrt ned i intethedens mørke afgrund … Bye, bye Baby on Board!
Der er intet ekstramateriale på dvd´en.
Mis. Label.
