Skriv en kommentar
Filmbranchen, den hårdt markedsførte del af den, den med Hollywood som førstestavelse, har blandt sine mange stjernetyper også de der sælger filmene som kunst ved deres blotte optræden i dem. Berømtest i den sammenhæng er Orson Welles der optrådte i et utal af film i mere eller mindre små roller (angiveligt for at finansiere sine egne kvalitetsfilm), men det der talte var, at han optrådte på plakaten. Sådan kan en branche og en kultur optræde dobbeltmoralsk; vi anerkender kunsten, men mest at den er der som stempel (ikke kunsten udfoldet).
Sir Anthony Hopkins har indtil nu bibeholdt sit ry og image som kultiveret engelsk, egentlig er han waliser, mester-skuespiller med velrenomeret teaterkarriere som alibi for stort og forfinet underspil. Og sådan vil det sikkert blive ved at være i en rum tid, uanset hvor mange film han er/har været med i siden teatret; gennembrudet er Lynch´ mesterværk Elefantmanden (-80) og det helt store gennembrud er med vel nu gyserklassikeren Ondskabens Øjne (-91), umiddelbart efter kom Howards End (-92), Resten af dagen (-93) og Shadowlands (-93) – alle film der dyrker Hopkins utrolige evne for rigt facetteret underspil, og lagde grunden for renomméet. Hvorom alting er, kan der ikke røres ved Hopkins status af kvalitet; det stempel der, uanset hvilken film han optræder i, signalerer – kunst.
Hvad der rør sig i Sir Anthony Hopkins ved vi ikke (en dag kommer der vel en biografi der forsøger at redde trådene ud), men når han optræder i en film som Bad Company ligner det en hollywoodisering, der uanset hovedrollestatus kynisk bruger løs af et talent der langt overstiger, hvad der præsteres, for instruktøren og produceren magter åbentlyst ikke mere. Hopkins´ er i forholdet til instruktøren Joel Schumacher og produceren Jerry Bruckheimer i sandhed kommet i dårligt selskab.
Den gennemkonventionelle historie er, at en tidligere sovjetisk oberst, nu mafiaboss tilbyder en kuffert-A-bombe for højestbydende. CIA in disguise melder sig på banen for at ”købe” den og således slå endnu et slag for verdensfreden. CIAs chefforhandler skydes ned i Prag lige inden den endelige transaktion. Men det er så heldigt, at denne forhandler har en tvillingebror, der nu på ni dage oplæres fra streetwise billethaj i Central Park til CIA-agent for at gennemføre handlen og redde verden.
Historien er smækfyldt med klicheer, fra drengerøvens oplæring i hvordan man holder på et glas vin til skurkenes russiske accent og skumle fjæs. Tilsat CIAs computerteknologi og stilige upersonlige fremtræden, en smækker CNN-journalist og en øm kæreste samt en biljagt og indtastningen af de rette koder lige tids nok til at redde Central Station, er vi på alt for sikker grund.
Fyren der skal oplæres til CIA-agent spilles af den hurtigsnakkende Chris Rock der kan sin stand-up-metier. Rollen hæver sig dog aldrig op over det egoistiske, bange og klumpedumpede, der giver CIAs mester, Hopkins alt for lette kort på hånden. At opleve Hopkins tale om terrortruslen i dag i de mest banale vendinger er en ynk, og når han efterfølgende trækker i baseballkasket og tyggegummi, ved man ikke om man skal le eller græde.
Bad Company skulle have haft premiere i november sidste år; det skønnede man var lidt for tæt på 11. september. Nu har den i stedet premiere dagen efter den amerikanske uafhængighedsdag, wow. På den måde signaleres en seriøsitet, som filmen på ingen måde kan indfrie.
