Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Serien udspiller sig i idylliske omgivelser blandt gæster, personale, ejerkreds og lokalbefolkning omkring et badehotel ved Vesterhavs-kysten. Det lægger på den ene side grunden til en fælles referenceramme for seerne. På den anden side er dialogen skrevet uden den finesse og skarpe personkarakteristik, som kan give en serie som ”Downton Abbey” en helt speciel og vedvarende charme.
Tidsmæssigt er 2. sæson af ”Badehotellet” nået frem til sommeren 1929, hvor den storskrydende grosserer Georg Madsen bobler af begejstring over udsigten til hurtige og svimlende gevinster på det amerikanske aktiemarked. En begejstring, der nok lokker den sejlskibsbegejstrede fabrikant Otto Frigh med – om end med knap så uforbeholden lyst at satse og investere. Hertil kommer lidt vel karikeret ménage à trois mellem kontorchef Hjalmar Aurland, hans kone samt skuespilleren – og flødebollen – Edward Weyse.
Manuskriptet er bevidst skrevet med lethed og et komediens tilsnit over sig. Samtidig er det visuelle udtryk varmt samt farve- og lysrigt i et omfang, der leder tanken hen på TV-reklamer for vaskepulver, mælk – eller nye farveserier inden for husmaling. Dertil kommer opbygning af tidstypiske omgivelser, der er fyldt ud med køkkenudstyr, biler, telefoner og ikke mindst beklædning, der bestemt bidrager til at understreger komedietilsnittet modpoler, realismen og den historiske akkuratesse.
Det helt store problem med ”Badehotellet” er derfor ikke, at man ikke har samlet de rette ingredienser. Det er derimod, at dialogen er skrevet uden den rette sans for nerve og komisk eller dramatisk effekt. Bevares, stuepigen Fie, der de factor er seriens samlingspunkt i og med, at hun færdes både blandt ’sine egne’ i køkkenregionerne og blandt gæsterne, rummer både følsomhed, naivitet og det rette varme hjerte. Egenskaber, der gør hende til den rette person til at gribe ind i handlingsforløb, som ellers ikke sømmer sig for en pige … af hendes stand.
Tag derimod hendes kæreste Morten, der er flygtet fra egnen efter at grosserer Georg Madsen hænger ham op på et mistænkeligt dødsfald i sæson 1. Hans replikker er charmeforladte – og uengageret afleveret - og uden sans for at lade figuren udtrykke den retfærdighedens harme, der måtte være rimelig og forståelig. I stedet falder han i med en norsk spritsmugler, der lokker med muligheden for at tjene store, lette penge. Som en fattigmands parallel til de aktiegevinser grosserer Madsen lader sig lokke af.
”Badehotellet” byder på et mylder af glimrende skuespillere. Fra Lars Ranthe i rollen som grosserer Madsen, Bodil Jørgensen som hotelejer Molly Andersen, Anne Louise Hassing som Madsens kone Therese, Bjarne Henriksen som fabrikant Frigh, Anette Støvelbæk som hans kone Alice – og mange, mange flere. Der er med andre satset på et solidt niveau. Blot en skam, at dialogen alt for sjældent bryder den stramme karikaturens ramme, der lader plottets potentiale halte ubehjælpsomt efter føromtalte ”Downton Abbey”.
Bliver man underholdt af de 7 afsnit i ”Badehotellet”s sæson 2? Tja, det afhænger nok af forventningerne. Er det trangen til letfordøjelig og ufarlig hygge uden for meget stof til eftertanke, der er ledetråden, så er de 319 minutter såmænd brugt ganske fornuftigt. Jeg tillader mig dog det kætterske synspunkt, at Wall Street-krakkets indflydelse på badehotellets gæster kunne være serveret med større finesse og perspektiv, både for hotellet og for dets gæster. Og så gør det i øvrigt næsten ondt at se, hvordan der generelt kæmpes med at give dialogen mening, både i historiens kontekst og i 2015, selv om den er som kopieret fra fim som ”Flintesønnerne”.
Ekstramaterialet fortæller i en lige lovligt selvsmagende stil om konceptet, om tilgangen til manuskriptets tilblivelse og om, hvordan man bygger troværdige kulisser af et Vesterhavs-badehotel - i Risby ved København.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
