Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er muligt, at der ligger en virkelig historie bag ”Bag murene”. Der burde derfor også have været rigeligt grundlag for at folde plot, figurer og ikke mindst relationerne mellem dem mere troværdigt og virkelighedsnært ud. Det sker imidlertid ikke.
Der er i hvert fald noget uengageret over beskrivelsen af det udviklingsforløb, som James Burns gennemgår, fra uregerlig teenager til college-uddannet digter. Bevares, den ydre ramme om historien er sådan set i orden. James kan ikke rigtigt begå sig i skolen. Trods ihærdig opbakning fra hans mor, må James sande, at han bliver holdt ude af skolen – og snart havner han meget bogstaveligt og hovedkulds i dårligt selskab. En aften går han ind i en kiosk, hvor tilfældigt men samtidig ikke særligt modvilligt bliver hevet ind i et simpelt butiksrøveri af pigen Crystal og dennes veninde og så er banen kridtet op til det skråplan, der ender med at sende ham i fængsel. Et skråplan, der sætter ham i forbindelse med en lokal og toneangivende gangster. James udfører diverse beskidte opgaver – og vokser så småt i det kriminelle hierarki og ikke mindst i selvopfattelsen.
Bag tremmerne oplever James til gengæld et barskt hierarki, der – som det hører sig til et fængselsdrama – er båret af den stærkes ret. James går desuden ikke just diskret ind til fængselsopholdet. Faktisk oplever at få grundige bank af vagterne, for øjnene af de øvrige indsatte. Det markerer ham som naiv, dumdristig … og let offer for Guillermo, der styrer sine håndlangere blandt de indsatte med hård hånd.
Guillermo sætter sig for at uskadeliggøre James. I baderummet forsøger han at stikke James ned, men denne bliver advaret i sidste øjeblik og i stedet ender den nyindsatte Chris med at blive stukket ned. Chris har af årsager, der ikke bliver forklaret i øvrigt, fået forlænget en dom for biltyveri til 6 år og selv om James forsøger at overbevise sig selv og ikke mindst sine ’allierede’ blandt de indsatte, at han er ligeglad med Chris, har det rykket ved den ellers nødlidende retfærdighedsfornemmelse, som har sendt ham i fængsel.
James bliver spillet af Spencer Lofranco, der fremstår alt for pæn og poleret til, at hans figurs sociale og menneskelige deroute bliver nærværende. Så er der straks en del mere fandenivoldskhed over Rosa Salazar i rollen som Chrystal. Hun formidler figurens kynisme og sleskhed, så man må undre sig over, hvorfor James ikke er den mindste smule forbeholden og skeptisk over for den i situationen en tand FOR indladende Crystal. Hvad angår evnen til at formidle en rolles kyniske og usympatiske karaktertræk, så er til James Woods som politiløjtnant Falton ramt lige i øjet. Hans håndtering af uregerlige fanger ligger så langt fra rundbordspædagogik og dialog, som det overhovedet er tænkeligt. For ham handler det kort og godt om at få de indsatte til at rette ind – på HANS måde. Endelig er der Mary-Louise Parker, blandt andet kendt fra TV-serien ”Præsidentens mænd”, der tilfører rollen som James’ frustrerede og desillusionerede mor en vis troværdig kant.
James bliver på et tidspunkt introduceret til Conrad, en stor, sort indsat, som efter at han i starten meget kontant holder afstand til James, alligevel ender med at blive hans ven og med at introducere ham til digte. Igen må man være skeptisk over historien, når denne forvandling bliver fortalt så overfladisk som tilfældet. Manuskriptet kommer slet ikke tæt på de tanker og følelser, som ender med at trække James ind på en mere lovlydig levevis, da han endelig kommer ud af fængslet.
Historien om James Burns bliver fortalt i to spor. Det ene – nutiden – følger James i fængselsopholdet og det andet fortæller i form af flashbacks, hvordan han kommer på kant med skolen og ender som håndlanger for en lokal gangster. Et fortælleteknisk greb, der kunne have været anvendt til at sætte skarpt på milepæle i James’ udvikling, men som ender med at være kilde til forvirring mere end til dynamik.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
