Skriv en kommentar
Og hun gør det godt. Så godt at hun for et par måneder siden modtog en gylden svane for sit skuespil ved - Danmark nye film flagskib – Copenhagen International Film Festival i København. Det er fuldt fortjent og indiskutabelt at prisen tilfalder den unge stjerne. Som den sekstenårige Mille, med en bajerdrikkende mor og en hashrygende kæreste, er Stephanie Léon den funklende stjerne i en medrivende og dramatisk ungdomshistorie, der er som skåret ud af hverdagen i den lavere ende af system Danmark. Men hun har så absolut også de bedste arbejdsbetingelser. I ryggen har hun et solidt og velkomponeret manuskript og en række habile medskuespillere. Betingelserne kunne simpelthen ikke være bedre.
I et socialrealistisk univers, der mere end én gang leder tankerne hen på Per Flys hverdagsrealistiske, og ikke særligt opmuntrende, ’Bænken’, er vi på besøg i den sekstenårige Milles rodebutik af en tilværelse. Vi er fluen på væggen, når hun vender sin vrede ud mod sin mor, kæreste og et samfund, der ikke stiller hende de bedste vilkår i udsigt. Og det gør hun tit. Det kan man nu også godt forstå med de omgivelser, hun bevæger sig i. For helt ærligt. Hendes mor er jo ude af stand til at tage vare på sig selv, er dybt alkoholiseret og spilles realistisk af en Sara Boberg, der meget apropos også medvirkede i ’Bænken’. Moderens manglende evne som forsørger har plantet Mille på en ungdomspension, hvor hun måske ikke er vildt glad og ekstatisk for at være men trods alt fungerer i det daglige. Om ikke andet så har hun mødt den hashrygende og ikke alt for begavede Kenny. De er blevet kærester og skal snart flytte sammen i en lejlighed, Kenny har fået stillet til rådighed af kommunen. Umiddelbart virker udsigterne lovende. Men tingene går ikke altid, som præsten præker. Mille kommer i vildrede. Er Kenny i virkeligheden den rette, eller er han blot billetten væk fra ungdomspensionen? Bedre bliver det ikke, at Sami, en arrogant hiphopper med musikerdrømme, samtidig gør sin entré i hendes liv. Mille har vist allermest brug for at være sig selv. Men det er svært, rigtigt svært, når moderen behøver hende, Kenny ikke kan undvære hende og Sami ikke vil slippe hende.
Resultatet er et stærkt og medrivende ungdomsdrama, der lader meget lidt tilbage at ønske. ’Bagland’ giver ungdomsklassikere som ’Fucking Åmål’ baghjul. Så beat it Moodysson – vi har Gustafsson.
Den største styrke ligger i hænderne på den purunge Stephanie Léon. Hun er fænomenal og giver ’Bagland’ fylde og vægt. Men hun står ikke alene. Sara Boberg er et studie i menneskelig forfald og sjælelig selvransagelse. Dybere kan et menneske da vel ikke synke, eller hvad? Hun balancerer på afgrundens rand med en guldbajer (skatteklasse 2) i den ene hånd og en datter, der prøver at holde fast, i den anden hånd. Men der er grænser for tålmodigheden. Selv for en opofrende datter med en uforlignelig råstyrke og en overrumplende stædighed. Og det i virkeligheden det mest prisværdige ved historien om Mille. Hun er en fighter og hun er umådeligt stærk. Hun giver ikke op så let og lader sig i hvert fald ikke tugte af, at hendes omgivelser ikke har styr på deres liv og nok heller aldrig får det. Det skal i hvert fald ikke gå ud over hende. Det tager lidt tid. Men når endelig hun har fundet frem til sine indre styrker, så kan de andre ellers rende hende i røven. Det er dejligt og livsbekræftende at se, at en historie man ellers troede, man havde set så mange gentagelser af ude i samfundet kan have andre slutninger.
’Bagland’ er blevet til på baggrund af et dygtigt skrevet, og med snilde gennemført, manuskript. Der ligger tunge overvejelser bag hver eneste detalje. Det er måske ikke dybt originalt. Men hvornår er hverdagen egentligt også det? Til gengæld er ’Bagland’ rystende præcis i sit billede af en social klasse, der befinder sig på et af de nederste trin på samfundets rangstige og sjældent er nogen dans på roser. Vi er helt dernede, hvor forældrenes dagligdag går op i druk og røg, og børnene ellers kan passe sig selv og ender med at skulle tage sig af de ubehjælpelige forældre. Og gud hvor vi mærker det. Hvordan kan det være, at børnene altid ender som den straffede, når det i virkeligheden er forældrene, der synder? Milles historie er en af adskillige, der finder sted hver evig eneste dag. Netop derfor virker den måske så meget stærkere.
