Skriv en kommentar
I det mest gråt i gråt industripræget industri, i Seraing i det østlige Belgien, lever Bruno (Jérémie Rénier) sammen med sin kæreste Sonia (Déborah François). De lever et liv på må og få med Sonia´s understøttelse og de rapserier Bruno kan komme i nærheden af, og er bestemt ikke plaget af moral, bruger små børn som håndlangere, og håndtasker fra gamle damer er en del af repotoiret!
Sonia har været indlagt, for at føde deres søn, Jimmy. Da hun kommer ud har Bruno til hendes overraskelse, lejet hendes lejlighed ud, så nu står de på gaden. Han bliver glad da han ser hende, hun har hurtigt tilgivet ham, men hans følelser for Jimmy er mærkelig udefinerbare. En dag da Sonia står i køen til socialhjælpen, tager Bruno barnevognen for at gå en tur med Jimmy. Men hurtigt får han idéen om at de kan sælge barnet (et tip fra en af hans kontakter), og lynhurtigt på ganske få minutter får han aftalt et leveringssted, han afleveret barnet i en garage, venter i den anden, indtil bilen er kørt, får så at se et stort bundt sedler. Han er stolt over sin mission, alt er tilsyneladende en vare der kan sælges til højst bydende.
Da nyheden når Sonia besvimer hun. På hospitalet, da hun vågner afviser hun Bruno, der nu indser sin fejltagelse. Han får iværksat en returbytning. Mn det koster pludselig, der er faldet gode renter på. Barnet vender tilbage til sin moder, men hun ignorere Bruno, der nu står helt alene, med en stor gæld, fortabt og ensom. En stor personlig udvikling er inde for række vidde.
Filmen har det typiske Dardenne stempel, en krads, socialrealistisk film, om ansvarsløshed og afstumpede følelser danner grundlaget for den fremragende iagttagelse ud det håbløse, med særdeles stor troværdighed. Der er igen skåret ind til benet, men filmen har et hurtige flow, end forgængeren, den langsomme ”Sønnen”. Filmen vand guldpalmerne i Cannes, og brødrene er nu kommet i det fornemme selskab af instruktører der har vundet prisen hele to gange. Sidst var for ”Rosetta” (1999), og har vundet andre priser, beviser deres enestående evner til at fortolke samfundskritisk, med dokumentaragtig præcision. Der er aldrig en fortolkning af straf i deres film, mere en objektiv stillingstagen til en forløsning og til de uforudsigelige følelser karaktererne bliver styret af. Kameraet er igen i nærkontakt med skuespillerne, og den nærmest klaustrofobiske tæthed, billederne er optaget med, en nakke, en skulder der fylder hele lærredet, er med til at gøre banet særdeles nærværende. En stærk anbefalelsesværdig film.
