Skriv en kommentar
En af mine absolutte yndlingsfilm er Danny Boyles Slumdog Millionaire (2008). En film om Indien, der foregår i Indien, og som fortæller en fantastisk historie og på fremragende vis også skildrer det indiske fattigdomsmiljø. Det er ikke en film, der forsøger at være noget andet end sig selv. Det er Indien set igennem en engelsk filmskabers blik og ikke et forsøg på at blande den indiske filmkultur med det vestlige. Den fejl begår Basmati Blues, for her har man taget en ganske udmærket omend ordinær historie, ladet den udspille sig i Indien og samtidig “stjålet” et af Bollywoods varemærker, hvor sang og dans, som i en anden musical, bliver en del af fortællingen. Lad mig sige med det samme, det fungerer ikke!
Den unge og fremadstormende forsker, Linda (Brie Larson), bliver valgt til at repræsentere sit firma i Indien, hvor hun skal sælge de genmodificerede ris, som hun selv har været med til at skabe, til landets bønder. Hvad Linda ikke ved, er dog, at de ris som hun tror vil hjælpe de indiske bønder, vil ødelægge dem i stedet.
Basmati Blues er et mærkeligt forsøg på at forene to filmkulturer; det vestlige Hollywood og det indiske Bollywood. Hvorfor det overhovedet er nødvendigt er mig en gåde, ud over at Indien bliver fremstillet på smukkeste og bedste vis. Jeg er i tvivl om det er et reelt billede af virkelighedens Indien, hvor fattigdom, korruption og forurening måske fylder mere end det idylliske bondeliv på landet. Selve plottet er klassisk og faktisk ikke specielt dårligt. Brie Larson som Linda er både sød, smuk og utrolig charmerende, men faktisk blev Basmati Blues optaget inden Brie Larson blev verdenskendt i sin Oscar-vindende rolle i Room (2016) og inden hun blev udnævnt til Captain Marvel. Jeg er ikke sikker på, at Larson havde sagt ja til denne film, hvis det havde været efter de film. Men filmen forsøger altså at blande to filmkulturer sammen, allerbedst eksemplificeret ved at filmen indeholder utrolig mange sange og danse, som man ofte ser i Bollywoodfilm. Det fungerer i indiske Bollywood, primært fordi man ved, at det er en del af deres kultur. I vesten laves der selvfølgelig også musicals, men de fleste film med sang og dans i vesten foregår altså ofte i film der har med en form for showbusiness at gøre, og dermed er det også lettere at acceptere (tænk fx på film Moulin Rouge (2001) og La La Land (2016)). I Basmati Blues kan der brydes ud i sang midt på rismarken eller i laboratoriet, og det er bare mærkeligt. Heldigvis kan Brie Larson faktisk synge og det redder i det mindste lidt af de musikalske indslag. Til gengæld gælder det ikke for Larson mandlige modstykke, Rajit (Utkarsh Ambudkar), en indisk studerende risbonde, som selvfølgelig bliver forelsket i den blonde amerikaner. Helt galt går det, da Donald Sutherland som den onde forretningsmand Gurgon bryder ud i en hør-hvor-ond-og-nederdrægtig-jeg-er-sang. Sutherland er fuldstændig talentløs inden for sang, og her kammer det næsten over i parodi.
Basmati Blues vil gerne fortælle en morale om, at store onde amerikanske firmaer kan ødelægge små lokalsamfund i diverse u-lande udelukkende pga økonomi. Det tror jeg faktisk er fuldstændig rigtigt, men at pakke den morale ind i kærlighed og sødsang, det er nærmest at gøre grin med det. Hvor ordinær historien i Basmati Blues end er, så kunne den sagtens have fungeret uden sang og dans, og jeg er kæmpe fan af Brie Larson, hun er bare charmerende og naturlig, men hold nu op, hvor skal man lade være med at blande to filmkulturer sammen, når det ikke kan gøres bedre. Jeg sniger mig op på 2 stjerner; den ene pga en udmærket historie, den anden pga Brie Larson.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
