Skriv en kommentar
Batman: The Killing Joke er en tegnefilm, der ikke er for børn. Den indeholder både vold, sex og rock’n’roll. Eller måske ikke ligefrem rock’n’roll, men en enkelt sang, med dertilhørende dansenummer, er der da plads til. Filmen bygger på tegneserien af samme navn, fra 1988, der er tegnet af Brian Bolland og skrevet af Allan More (jeps, det er ham med V For Vendetta og Watchmen). Denne tegneserie bliver af mange anset som det bedste Batman-album, der er lavet. Selv er jeg ret stor fan af tegneserien. Jeg skal ikke kunne sige om det er det bedste Batman-album nogensinde, men jeg synes at Brian Bolland og Allan More sammen sætter en helt speciel melankolsk stemning til Gothams Dark Knight. Spørgsmålet er om filmen kan leve op til tegneseriens hype.
Svaret er både ja og nej. For at forstå dette er det vigtigt at vide at filmen er delt op i to dele. Der er en form for forfilm, der handler om Barbara Gordon/Batgirl (stemme af Tara Strong) og hendes problematiske forelskelse i Batman (stemme af Kevin Conroy). Og så er der hoveddelen, der følger handlingen fra tegneserien. Den er som sådan meget simpel. Jokeren (stemme af Mark Hamill (selveste Luke Skywalker, der flere gange har givet den som Batmans nemesis)) er stukket af fra fængslet. Han er fast besluttet på at bevise en teori han har. Nemlig at grænsen mellem det normale og sindssyge er så fin, at det kun kræver en dårlig dag for at blive helt og aldeles sindssyg. Det er nu (som altid) op til Batman at stoppe ham.
Selve delen, der bygger på The Killing Joke er veludført og følger tro tegneserien. Der er kun lavet mindre ændringer. En scene, der er ændret, en lille finurlighed i en dialog. Den slags ting. Men i det store hele er det som at se en en-til-en adaption af tegneserien. Dette medvirker at stemningen fra tegneserien er holdt intakt. Samtidig leverer Mark Hamill en Joker, der er så manisk at selv Jack Nicholsons Joker virker lettere kedelig. Dette er dejligt, da Jokeren fylder meget i filmen. I tegneserien er det lige før det mere er en Joker tegneserie frem for en Batmantegneserie. Dette er dog ikke lige så grelt i filmen. Der er mere plads til at Batman får lov til at være med. Dette er jeg glad for, da jeg må indrømme at et af mine kritikpunkter til tegneserien er, hvor lille en rolle Batman spiller. Dette får de rodet bod på i filmudgaven.
Hvis filmen havde holdt sig udelukkende til denne The Killing Joke havde det været en god film-adaption. Min største anke havde nok været at filmen lagde sig for meget op af bogen. Der var som sådan ikke nogen overraskelser. Til gengæld var det et godt manuskript og en god stemmelevering fra Kevin Conroy og Mark Hamill.
MEN
Men det er ikke her filmen starter. Som sagt starter den med en forhistorie. Her er Barbara Gordon i hovedrollen. Barbara Gordons alter ego, Batgirl, bliver udfordret af den up-comming gangsterboss Paris Francesco (stemme af John DeMaggio), der har et noget forskruet forhold til hende. En form for forelskelse. Batman mener at dette gør at Batgirl ikke kan klare sagen. Men hun skal nok vise ham noget andet. Og så er ham Batman vist også ret pæn.
Fortællingen har sine momenter. Men den er egentlig ikke særlig spændende når man ved, hvad den skal føre op til. Samtidig har jeg svært at se, hvad den har med The Killing Joke at gøre. Jeg kan godt se, hvordan det tilnærmelsesvis er relevant at følge Barbara Gordon, idet The Killing Joke ikke behandler hende særlig godt, men så vigtig en karakter er hun ikke i den del af filmen, der netop omhandler The Killing Joke. Mest af alt virker det som to forskellige Batman-film. Filmen hopper meget groft fra den ene fortælling til den anden. Barbara Gordons historie er, ligesom Paris Francescos skurkekarakter, aldrig rigtig interessant.
Det virker som om folkene bag filmen opdagede at The Killing Joke i sig selv var for kort og derfor blev Batgirls historie sat på i sidste sekund. Historien er her meget klichefuldt og manuskriptet er utrolig fladt. Hvilket står i skarp kontrast til den anden del af filmen, hvor dialogen sparker mere røv end Batman og handlingen er mere uforudsigelig end Jokeren.
Har man ikke læst The Killing Joke vil jeg anbefale at man læser den, frem for at man tager i biografen og ser den. Har man til gengæld læst bogen er filmen faktisk et besøg værd. Mest for at prøve at se en anden udgave af den elskede fortælling om sindssyge. Mark Hamills Joker er det værd. Vær dog beredt på en forhistorie, der ikke kan leve op til The Killing Joke.
