Skriv en kommentar
Filmen ’åbnes’ bogstaveligt talt med at døren ind til Beau’s psykiater bliver åbnet og ind træder Beau. Kameraet dvæler i ét splitsekund ved visualiseringen af Beau indrammet af døren som et slags portrætbillede i fuldt format af hovedpersonen eller en hovedmistænkt. Beau står klar ude ved døren og parat til at træde ind i filmens kulisse og ramme. Herfra tager den mest mærkværdige og simple fortælling fart som en bricolage af surreelle elementer, gys, drama, komedie, teatralske attributter/gestik. Den visuelle side krydres med lyd, hvor lyd går over i lyd jf. den franske instruktør, Jacques Tati som eksperimenterede med lyd, som overtager lyd bl.a. i filmene ”Mon Oncle” fra 1958 og ”Playtime” fra 1967.
Filmens præmis synes at være fraværende hele filmen igennem eller temmelig tvetydigt udtrykt i de tre timer, filmen varer. Desuden har filmen en lidt skuffende og forsimplet historie, som tyndslides i løbet af de tre timer. Kort sagt, en mand skal hjem til sin moders begravelse, men hindringer ’en-masse’ forekommer, da Beau begiver sig ud på sin odyssé, som består af skyldfølelse/dårlig samvittighed, smerte, humor og gys og samtidig tager Beau (fordi han er hovedpersonen) sine friheder i de groteske og morbide fremstillinger af en selvskabt mudret verden, hvor han ofte ender med at spørge en hvilken som helst person: ”What do you think, I should do now?”.
Den amr. instruktør Ari Aster spiller på en grotesk omskrivning af Albert Camus berømte titel på hans korte og koncise bog ”Den fremmede” fra 1942, hvor bogen i allerførste sætning smider historiens præmis: ” I dag er mor død eller måske i går. Jeg ved ikke det ikke præcist..." Hovedpersonen i Camus’ effektive, korte historie tøver også med at tage hjem til moderens begravelse. Det samme gælder for Beau. Mange dårlige minder med en altdominerende og altopslugende moder og barndomstraumer vælter frem.
Beau alias Phoenix kan sammenlignes med Mel Gibson i ”Passion of the Christ” fra 2004, hvor Gibson bærer hele menneskelighedens synder i form af et gigantisk kors. Beaus odyssé består i at bære hele universets smerter og sorg (weltschmerz) og som gør ham til verdens mest ulykkelige mand. Hans diametrale modsætning er hans succesfulde og rige moder, Mona Wasserman (spillet eminent af Patti Lupone) og som tydeligvis har fået et barn af alle de forkerte grunde. Hendes monologer fungerer som noget af det bedste i filmen med hendes vrede, frustrationer, kulde og isende erindringer/flashbacks om Beau som baby, teenager og voksen mand.
Ari Aster tredje gyser/horror film om Beau Wasserman er ikke ligeså stramt og skarpt komponeret som de to forrige film ”Hereditary” fra 2018 og ”Midsommar” fra 2019. Filmen ”Beau is afraid” er ikke en magnet, som kommer til at samle mange (et stort publikum), men tiltrække få’ som forstår, at hvert enkelt billede, bevægelse, replik - alt er del af helheden i filmen om Beau og intet er overladt til tilfældigheder.
