Det siges, at stort set alle mennesker med slående præcision husker, hvad de lige præcist lavede i det skæbnesvangre øjeblik, da de to terroristokkuperede flyvemaskiner transformerede verdens økonomiske tvillingetårne til grå aske. Sådan er det måske med pludselige verdslige katastrofer, der ændrer verdens gang – de ændrer også lidt, noget, meget i den enkeltes liv. Beautiful Boy zoomer relativt skudsikkert ind på en sådan medmenneskelig ulykke i sit gracile forsøg på at indfange den ubærlige sorg, der fæstner sit fortvivlede blik på den håbløst stillede familie, der skal lære at tackle det svidende vakuum efter deres søns blodige afsked med denne verden.
Kate (Maria Bello) og Bill (Michael Sheen) er på randen af en forstående separation, da deres søn begår en grusom massakre på sit universitet. En massakre, der foruden at resultere i flere menneskers død, også ender med hans eget selvmord. Filmen fokuserer herefter primært på den svære sorgproces, som de hårdt ramte forældre skal gå igennem, både hver for sig og sammen.
På trods af at emnet i sig selv både indeholder potentielt sensationalistiske aner og mangfoldige muligheder for et dybsindigt studie i unge menneskers skrøbelige psykologi, evner Beautiful Boy desværre ingen af delene. Filmens tungeste pil nedad skyldes hovedsageligt, at man aldrig lærer filmens egentlige omdrejningspunkt – sønnen – at kende. Efter en kort monolog i starten af filmen samt en kortfattet samtale med sin moder forsvinder denne martrede hovedperson fuldstændig ud af filmen. Massakren bliver omtalt, men dens faktiske katalysator bliver lagt i graven. Det er alene i andres omtaler af ham samt sporadiske nyhedsbulletoner, at han får pustet liv i sig. Det er ikke nok. Man vil gerne lære ham at kende, man søger at forstå ham, man ønsker at komme bag om, ind under.
Selvom man i de begrænsede scener, hvor sønnen er med, tydeligt mærker hans smertende desperation, er det simpelthen ikke nok til, at man har en reel chance for at opøve nogen emotionel forbindelse til ham, hans skæbne eller hans blodstænkte projekt, hvorfor hele det tematiske grundlag svækkes af denne skortende alliance mellem filmens dramatiske primus motor og seeren.
Man kunne naturligvis argumentere for, at denne heller ikke er filmen om sønnen per se, men om hans smertevridende forældre og deres liv i kølvandet på en så traumatisk oplevelse. Her henter filmen beklageligvist heller ikke nogle point hjem. Forældrene er hverken sympatiske, indbydende eller ægte. Der er en underlig kunstighed over deres personaer. En kunstighed, der lægger en mærkbar distance til seeren. Bello spiller både indlevende og autentisk, om end det forekommer indstuderet til tider, mens Sheen mest af alt virker som en, der ved en fejltagelse er gået ind i det forkerte filmstudie og egentlig var sat til at spille en ganske anden rolle.
Når forældrene hverken brænder igennem som genuine eller troværdige, bliver endnu en eventuel navlestreg til seeren kappet af. Man sidder altså relativt uanfægtet og betragter et narrativ, der efter alle konventioner skulle kunne gnistre noget nær spektakulært og i al fald kaste en eller to rødglødende boomerangs af sig. Enkelte scener, bl.a. et stormfuldt opgør mellem det splittede forældrepar på et billigt motelværelse, skraber de polerede lag af og truer med at snige sig ind på dig fra sin allerskarpeste vinkel, men filmen formår ganske enkelt ikke at holde fast i denne farlige intensitet og kastrerer sig selv ved at fjerne drama fra dramaet.
Det virker desuden en anelse diffust, hvad instruktøren egentlig har villet med filmen. Hvis hensigten har været at afspejle et plaget forældrepars umulige forståelses- og healingproces, lykkes filmen langt fra. For at kunne forstå, skal man først erkende, og erkendelserne kan proppes ind i et bitte nålehul i denne film. Hvorfor gjorde han det? – bliver stillet i filmen, men aldrig ordentligt efterforsket og derfor også langt fra besvaret. Kunne det være blevet forhindret? - bliver ligeså smidt i luften, men aldrig dissekeret til bunds og derfor blot antydet.
Det er forældrenes indbyrdes forsoningsforsøg og personlige skyldsspørgsmål, der er filmens centrale dartskive, men taget de foregående kritikpunkter til efterretning, magter denne bastante sørgeaktivitet aldrig at bundfælde sig som et ærligt og hjemsøgende stykke af livet. Eminente film som United States of Leland (2003) og Elephant (2003) nærmer sig det tunge motiv på en henholdsvis mere forfinet og salveskydende måde, der ikke undgår at have afsmittende virkning på selv den hårdhudede.
Beautiful Boy vælger dog at slå kloen i kølvandets betvingende bølger. De mennesker, som bliver ladt tilbage i pinens bundløse afgrunde. De mennesker, der skal forstå dét, de ikke kan bære. De mennesker, der skal leve videre med dét, der synes uudholdeligt. Noget af vejen går filmen ganske selvsikkert på den grusede blodsti, men størstedelen af strækningen humper og dumper den af sted. En mere fokuseret retningslinje med større vovemod og mere overskud havde bestemt ikke skadet. Hverken filmen, emnet eller seeren.