Skriv en kommentar
Som et led i NATO-styrken, der overvåger Balkan ligger den amerikanske flåde ude i Adriaterhavet og sender overvågningsfly ind over land. Man er netop ved at indgå en fredsaftale mellem de mange stridende parter på Balkan, da de to kammerater , Burnett og Stackhouse, bliver sendt af sted på en mission, og så på juledag. Burnett, der spilles af Owen Wilson, er denneher talentfulde type, der har gjort det godt, men som også stiller lidt for mange kritiske spørgsmål, hvilket skibets øverstkommnanderende, Admiral Reigart (Gene Hackman) ikke bryder sig om. Det lugter fælt af, at Reigart har sendt de unge piloter afsted som straf for Burnetts ulydighed. Missionen er en simpel opgave, men ender fatalt, da man kommer ind over fjendtligt territorium og bliver skudt ned.
Stackhouse brækker benet og efterlades af Burnett, der prøver at få radiokontakt med skibet. Fra afstand kan han i sin kikkert se, hvorledes kammeraten er blevet opsporet af serbiske militssoldater, der henretter ham. De forstår hurtigt at Burnett stadig er i live og jagten begynder. Spørgsmålet for Burnett er, hvad han har gjort, der kan være så farligt for serberne. De viser sig selvfølgelig, at flyets kameraer har taget billeder af massegrave, og så kender vi desværre historien alt for godt.
Burnett bliver brik i et politisk spil, hvor han er overflødig i forhold til en fredsaftale, der hænger i en tynd tråd. Men som mange amerikanere før ham, er Hackman kun interesseret i “to get our boy back”. Dette fader/søn forhold er ikke nyt, og det er med garanti ikke sidste gang vi ser det blive brugt i amerikanske krigsfilm.
Filmen er en af dem, der vil blive glemt i mængden af mellemgode amerikanske krigsfilm. Den minder tematisk om “Missing In Action” -filmene fra 80’erne med Chuck Norris, den har sine hyldestmomenter til “Top Gun” og så skylder den Steven Spielbergs “Saving Private Ryan” og “Kammerater i krig” en masse på billedfronten. De fleste kamp/flugtscener er optaget med håndholdt kamera, der er så rystet og ufokuseret er det er kvalmende, og det er måske også meningen. Omvendt bliver heltene, der er på vej i krig fremvist i en patetisk slowmotion, som “Monster Inc.” gør herligt grin med, og så er der ikke sparet på de panoramiske helikopterbilleder.
De personlige relationer og historier i filmen er meget lette at overskue, og det er bestemt ikke der, man har spildt sine penge. Burnett er fars dreng, en amerikansk helt, hvis kammerat ombord er afroamerikaner. Serberne er nogle lede sataner og de bosniske muslimer er portrætteret som jordens mest uskyldige mennesker. Ældre mænd og yngre kvinder deltager på lige fod i krigen med Burnetts bosniske hjælper, der er så civilseret af han er hiphop-feinschmecker. Da Burnett bliver reddet i første omgang har hans hjælpere ingen vand - men så trækker man lige en Coca-Cola frem af ærmet. Filmen er så politisk korrekt på den amerikanske måde, at man kan undre sig over at instruktøren er irsk. Krigen prøver man er forsimple til sort og hvid, og guderne må vide, at det er noget skrapt. Noget siger mig, at filmen ikke får den store succes i Serbien.
Når det så er sagt er filmen jo også den første større Hollywood-produktion, der tager Balkankrigen op. Og det kan være interessant nok af følge. De amerikanske Vietnamfilm var langt hen ad vejen liberalistisk ordkløveri i kampen mod røderusserne. Nu er fjenden en ganske anden, og forholdet mellem godt og ondt er langt mere kompliceret, hvilket reelt kunne udmønte sig i nogle gode og vedkommende krigsfilm.
For et europæisk publikum kan filmen være nok så skræmmende, da den minder os om konfliktens nærhed i både tid og sted. Nogle scener synes at være optaget til brug i en film om anden verdenskrig, men de minder os om at krigen jo trods alt foregik i vores baghave. På den måde er filmen vigtig nok for os. Hvad angår skuespil, manuskript og instruktion: Det er ikke andet en venstrehåndsarbejde, der koster mange penge - og det kan jo være underholdende nok, men det gør ikke nogen hverken bedre eller klogere.
