Skriv en kommentar
Bellflower er resultatet af et fuldstændigt vanvittigt projekt instruktøren Evan Glodell satte sig for, da han ville realisere sin første spillefilm. Et projekt, der fra starten virkede dødsdømt, blandt andet på grund af et latterligt lille budget. Men med Glodells ukuelig viljestyrke og et guerillaagtigt filmhold, der ikke lod sig stoppe af manglende godkendelser og sikkerhedsforanstaltninger, har han skabt en fantastisk og original film.
Filmen havde premiere på sidste års Sundance Festival og fik ros med på vejen. De amerikanske anmeldere drog paralleller til tidlige Martin Scorsese, Terrence Malic og Quentin Tarantino.
Glodell, der er lidt af en multikunstner, har foruden instruktion, skuespil og manuskript også stået for at bygge filmens kamera. I bedste Storm P stil består kameraet af flere forskellige elementer: udtjente kameradele, objektiver fra Sovjet-æraen og et bilbatteri. Med de gulligt grumsede billeder, som dette kamera frembringer, har filmen fået en helt særlig visuel stil, der på trods af sin uperfekthed er meget smuk og sælsom.
De to rodløse venner Woodrow (spillet af Glodell selv) og Aiden bor i sovebyen Bellflower, en forstad til L.A. og keder sig bravt. Derfor slår de tiden ihjel med uhæmmet fest, druk og med at bygge flammekastere.
Inspireret af Mad Max-filmenes dommedagsunivers bygger de flammekastere i håbet om, at en verdensomspændende apokalypse vil opstå og dermed bane vejen for, at deres selvopfundne bande ”Mother Medusa” skal blive verdenshersker. Udover drømmen om at bygge den perfekte flammekaster arbejder Woodrow og Aiden også på at bygge en super blæret muskelbil, der går under navnet Medusa, og som har indbyggede flammekastere.
Plottet lyder måske nørdet og en smule useriøst, men Bellflower rummer en kompleks og fatal kærlighedshistorie, der giver filmen alvor, dybde og nerve.
Woodrow bliver hovedkulds forelsket i den vilde og flyvske, men charmerende pige Milly, der er lidt af et mandfolk. Hun er ligeledes tiltrukket af Woodrow, men advarer ham om, at hun vil ende med at såre ham. Han tror hende ikke og deres heftige forhold bliver katalysator for filmens begivenheder. Grænserne mellem at elske og at hade er hårfine og overskrides gang på gang i ultravoldelige sekvenser.
Så på trods af drengerøvsattitude, kampdruk og fede biler har filmen fat i den lange ende og beskriver ungdomsidioti og forvirring på en måde, der leder tankerne hen på Fight Club (1999).
Et andet og meget interessant element i filmen er det meget intense brug af flashbacks. Der bliver vendt fuldstændigt op og ned på begivenhedernes gang. Man er derfor aldrig helt sikker på, om det man lige så, virkelig skete, eller om det var et løsrevet fragment af Woodrows forstyrrede tanker, hvilket gør filmen herligt uforudsigelig.
Bellflower efterlader en med følelsen af at havet set noget særligt og unikt når rulleteksterne løber over lærredet. Dette skyldes i høj grad billedsiden, der meget stærkt understøtter fortællingens skrøbelige balance mellem kærlighed og had.
I et split sekund kan det hele antændes og katastrofen ulmer konstant under overfladen.
