Skriv en kommentar
Teatermennesket
Bent Mejding er nok af de fleste kendt som Jørgen Varnæs (broderen af Direktør Varnæs) i Matador eller som dirigenten i Olsen Banden Ser Rundt, der dirigere ouverturen til Elverhøj, imens Olsen og hans lakajer sprænger sig vej gennem den ene mur efter den anden i Det Kongelige Teater. Det måske også hans mest folkekendte roller på film, der derudover indebærer kultfilmen Reptilicus, fiaskoserien Gøngehøvdingen og mere anmelderroste Tro, Håb og Kærlighed, Drengene Fra Sankt Petri, Drømmen og nyest småroller i Italiensk For Begyndere, Blinkende Lygter, Brødre og sidst En Kongelig Affære.
Det er mest på teatret af Bent Mejding har haft sit virke og det er derfor også naturligt, at hans selvbiografi mest omhandler hans bedrifter her. Film har mindre end sekundært fokus i bogen – ja faktisk er listen bag i bogen med ”Filmroller” decideret fejlfyldt! Men det er i teatret af Bent Mejding har haft sit hjerte og det er selvom, at han aldrig har haft lyst til, at blive skuespiller. Nej Mejdings drøm var bogholder!
Fra Bogholder til Skuespiller
Lige fra barns ben havde Mejding ikke ønsket at være i fokus. Det var hans storebror Ib, der opsatte små stykker for nabolagets børn, mens Bent gemte sig under bordet og lagde stemme, som en papegøje, til broderens påfund. I ungdommen havde Mejding det fint ved at være amatørskuespiller og selvom han gik til dramalære hos den respekterede Blanche Funch, havde han ingen drømme om at blive professionel skuespiller. Det var Funch som ”pressede” ham ud i en optagelsesprøve på Privatens Elevskole og da han blev optaget måtte han nærmest modvilligt tage et års orlov på hans bogholderelevplads hos Peter Heering. Denne orlov blev så for evig.
Mejding er siden blevet en stor skuespiller, iscenesætter, oversætter og teaterdirektør for adskillige teatre herhjemme. Selvbiografien giver en stor indsigt i Mejdings liv og han åbner op, så man kommer bag facaden. For de ikke teaterkyndige får man en kæmpe overraskelse over hans enorme aktivitet og bedrifter i teaterlivet. Fra Reumert legatet til personlige beskeder fra Laurence Olivier til klumsede handlinger med dronningens pels han taber i en pøl på gulvet foran hende, over hans oplevelser med store navne i teaterlivet.
Det bedste er de første hundrede sider, der giver en nøgternt indblik i Mejding barn- og ungdom, som bygger en utrolig hukommelse, når det kommer til detaljerede beskrivelser fra hans første minder og op igennem årene. Nogle gange sætter man spørgsmålstegn ved detaljegraden! Men det er morsom læsning om hvordan han voksede op i Vanløse og om hans mange eventyr med hans storebror Ib, deres cykelture til deres skøre Tante i Køge og Mejdings noget uheldige første kærlighed. Det er her, at den interessante læsning eksisterer, hvordan mennesket Mejding blev skabt og formet.
Ærlig, livsbekræftende og selviscenesættende
Mejdings personlige liv sidestilles på lige fod med hans professionelle karriere og der bliver lagt låg på nogle uheldige episoder i hans liv. Hans ulykkelige ægteskab med Susanne Theil igennem mange år, den optumlede periode, da han kujonagtigt forlod sine børn, men selvfølgelig også hans lykkelige ægteskab med Susse Wold. Og netop Susse Wold bliver aldrig sat i dårligt lys bogen igennem. De virker som om, at de har levet et problemfrit liv sammen, specielt fordi hele forholdet bliver sat i kontrast til hans deprimerede ekskone Susanne.
En selvbiografi er jo nød til at være selviscenesættende og narcissistisk og Mejding ligger ikke fingre imellem. når han skal forklare om sine bedrifter. Ikke fordi hans nederlag, som sagt ikke bliver skildret, men hans succeser får lige den tand mere fokus. Det er selvfølgelig også mere spændende og opløftende for ham selv at skrive om. Når Mejding for eksempel genåbner Det Ny Teater, virker det som om, han giver guds gave til mennesket eller redder hele Danmarks teaterscene.
Det er ofte de små historier, der løfter bogen og gør den rigtig interessant, som fx den livsbekræftende historie om den handicappede og selvmordskandidaten der kommer på andre tanker. Men også små ligegyldige historier om lyset der gik under en forestilling har fundet vej til bogen, som viser at detaljerigdom også kan være for meget.
Mit Liv Som Papegøje er en fornøjelig omgang læsning med både seriøsitet, humor, kærlighed og selverkendelse. Den er måske ikke så meget henvendt til filmelskere men mere til teaterfolket, hvor Mejding har været en af de helt store spillere både på og udenfor scenen. Så hvis du ønsker, at vide mere om hvem Mejding er, så kommer du nok aldrig tættere end denne erindringsbog. Og nogle måske mistænkeligt tæt på.
Gyldendal.
