Skriv en kommentar
Nordeuropas måske største film festival har til huse nær Potsdamer Platz i Berlin, hvor kun enkelte grånede monumenter i dag understreger, at en meterhøj mur mindre end to årtier tidligere stadig delte byen i to. I den forgangne uge trådte selvsamme monumenter nærmest ubemærket i baggrunden og gjorde, i hvert fald for en tid, plads til stressede journalister, autografhungrende teenagere, pølseædende filmfreaks og et veritabelt udsnit af filmbranchens økonomiske bagmænd. Alle var de vidne til temaer som prostitution, tværkulturelle sammensætninger og umenneskelige overgreb.
Amerikansk independentfilms ukronede dronning, Frances McDormand, blev i ellevte time udset til at styre juryen og dermed slagets gang i den prestigefyldte konkurrence med i alt 23 deltagende film. Og det gjorde hun for så vidt med kyndig hånd trods et program, der larmede ved sit fravær af det unikke og det exceptionelle, alt det et konkurrenceprogram ellers burde fostre.
Alligevel fandtes der enkelte lyspunkter. Et af dem var den tysk-tyrkiske co-produktion, Fatih Akins ’Gegen die Wand’, der da også fortjent sørgede for at holde guldbjørnen på tyske hænder og sit publikum i et jerngreb. Et multikulturelt møde mellem generationer og kulturer synes at være den gennemgående parole, der udskriges igennem den unge og ganske bedårende Sibel (Sibel Kekilli). Efter (endnu) et selvmordsforsøg, møder hun den hærgede og problematiske fuldtidsbums, Cahit (Birol Ünel). Og herfra er vi så passagerer på en rutschebane tur gennem kærlighed, ære og, ikke mindst, familiens dyder. Det er en fremragende fortalt historie med mange facetter, men især skuespillet gør denne ikke særligt opløftende fortælling et ekstra kig værd.
Roser er der til gengæld ikke til overs for årets anden tyske konkurrencefilm, ’Die Nacht singt ihre Lieder’ af den kontroversielle Romuald Kaemakar, der, efter kritiske røster fra en række journalister på et programsat pressemøde, tog til genmæle ved at kritisere pressen for at se for mange amerikanske film og ikke være i stand til at forstå sig på hans nedtonede ’kunstværk’. Måske skulle Kaemakar blot acceptere at hans kammerspil om den hendøende kærlighed, mellem to mennesker i det pulserende Berlin, er en særdeles søvndyssende affære, der næppe kommer til at fange noget større publikum. I hvert fald er ’makværk’ en mere rammende beskrivelse end hans selvpostulerede ’kunstværk’.
Fra vores helt egen andedam deltog Annette K. Olesen med det depressionsfremkaldende og dygtigt fortalte fængselsdrama, ’Forbrydelser’, der byder på en stærkt spillende Trine Dyrholm og årets danske shooting star, Sonja Richter samt en altid veloplagt Sarah Boberg. Filmen fik en ganske pæn modtagelse hos den internationale presse, der ellers er svært berygtet for at forlade biografen i utide i Berlin. Men alligevel blev det hverken til guld- eller sølvbjørn i denne omgang, og spørgsmålet er vel egentligt også, om ikke tiden er ved at være løbet fra det snart ti år gamle dogmekoncept? Der var heller ikke priser til de to ungdomsfilm, ’Bagland’ og ’2 ryk og en aflevering’, men derimod kunne dansk films flagskib, Lars von Trier, bryste sig med festivalens fredspris for sine politiske budskaber i ’Dancer in the dark’ og ikke mindst ’Dogville’.
Politik var der også i den britiske ’Country of my skull’ med en malplaceret Samuel L. Jackson som den bærende karakter, der rejser til Sydafrika som journalistisk udsending, hvor han skal dække efterveerne af apartheidsystemet i landets midthalvfemsere. Men desværre må John Boormans stort opsatte drama se sig oversvømmet med vamle klicheer og politisk korrekthed, i en sådan grad at det er en hån mod et betalende publikum. På den anden side af grøften står Ken Loach med ’Ae Fond Kiss’, der af flere var tippet til at vinde. Men sådan gik det som bekendt ikke, ligesom tilfældet også var det med en anden af festivalens grand old men – græske Theo Angelopoulos, der brugte årets festival til at søsætte sin storladne trilogi om den græske historie. Men første etape, ’The Weeping Meadow’, hentede altså ingen priser.
Også amerikansk film havde, trods seks deltagende film, svært ved at holde rytmen. Mest debat fordrede den amerikanske independent film, ’Monster’, der tegner et billede af den amerikanske prostituerede, Aileen Wuornos. Som offer for en miserabel opvækst udviklede hun sig til massemorder og endte sine dage i den elektriske stol forrige år. For at passe ind i rollen tillagde, den til alle andre tider, smukke Charlize Theron sig 15 kilo og en kraftig sydstatsaccent inden optagelserne. Og det var åbenbart nok til at få andel i sølvbjørnen for bedste skuespil, selv om hun i sidste ende måtte dele den med Catalina Sandino Moreno for hendes tilsvarende spil i ’Maria full of grace’.
Store forventninger var der til Richard Linklaters opfølger til den ti år gamle kærlighedskomedie, ’Before Sunrise’. ’Before Sunset’ er titlen på efterfølgeren, stadig med Ethan Hawke og Julie Delpy i de bærende roller, og stadig med en scene, der er sat i Paris. Og den indfriede alle forventninger. En helt igennem fremragende komedie, der rammer lige der, hvor hjertet slår. ’Before Sunrise’ fik sølvbjørnen for ti år siden, og det har utvivlsomt haft betydning for juryens bedømmelse i år. Priser blev det i hvert fald ikke til. Det gjaldt gudskelov heller ikke den instruktørdebuterende Omar Naims ’The Final Cut’, der med en alvorsfuld, og trods alt velspillende, Robin Williams og en romantiserende Mira Sorvino, prøver kræfter med science fiction. Det skulle han nok ikke have gjort. Resultatet er jammerlig og ligegyldig underholdning, der skraber bunden.
Koreansk film blev præsenteret igennem Kim Ki-Duks ’Samaritan Girl’, der ganske som forventet blev belønnet for sit stærke manuskript. Med sin beskrivelse af to purunge, koreanske skolepiger, der prostituerer sig for at få råd til at tage til Europa rammer han en samfundsstrømning i Fjernøsten, hvor prostitution blandt unge for at opnå materielle goder har vist sig at være et omsiggribende problem. En både stærk og vedkommende film, der forhåbentligt kan dæmme op for problematikken.
Og da festivalen nåede sin afslutning ved prisuddelingen, der for i øvrigt blev kortvarigt afbrudt af en flok afklædte aktivister, der lod hånt om frostgraderne og entrerede den røde løber, skilte især to film sig ud ved hver især at snuppe to priser. Svenske ’Daybreak’, der er instrueret af Björn Runge fik sølvbjørnen for bedste kunstneriske indsats, ligesom instruktøren selv fik Blå Engel prisen for sin indsats. Tilsvarende modtog den argentinske ’Lost Embrace’ juryens grand prix ligesom sølvbjørnen for bedste mandlige hovedrolle gik til samme film. Og dermed er punktummet sat for dette års festival i Berlin, der dybest set ikke gav de store overraskelser men derimod, qua det meget ringe konkurrenceprogram, satte spørgsmålstegn ved, om der ikke er ved at være for mange film festivaler til at programmet de enkelte steder kan opretholde et brugbart niveau. Betænkeligt er det i hvert fald, at de bedste film ved Berlinalen i år skulle findes uden for konkurrencen. Her kunne Brad Andersons hitchcockske ’The Machinist’, med den anoreksitynde Christian Bale, måske have fået et mere fortjent fokus i konkurrencen, end tilfældet gav mulighed for uden for konkurrenceprogrammet.
